Srebrenica, 11/07/2025 - 16:07
32-årig mindes både sin far og farfar ved Srebrenica-ceremoni
Anela Alic mistede sin far og farfar i Srebrenica i 1995, hvor tusindvis blev dræbt af serbiske soldater.
Andrej Isakovic/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tusindvis af mennesker er fredag samlet i byen Srebrenica i Bosnien-Hercegovina for at mindes ofrene for den massakre, der i 1995 kostede mere end 8000 mennesker livet.
En af de fremmødte er 32-årige Anela Alic, hvis far og farfar var blandt ofrene.
Farfaren, Sejdalija Alic, er et af syv ofre, hvis jordiske rester begraves fredag.
- Jeg mødte aldrig min far. Og i dag bliver min bedstefar - bare nogle af hans knogler - begravet ved siden af sin søn.
- Det er en dyb tragedie. Jeg har ingen ord, siger hun til nyhedsbureauet AFP.
Fredag er det 30 år siden massakren i Srebrenica. Under borgerkrigen i Bosnien blev Srebrenica erklæret en "sikker zone" af FN.
Den blev i slutningen af borgerkrigen i Bosnien fra 1992-1995 bevogtet af 600 hollandske fredsbevarende FN-soldater.
Byen blev alligevel udsat for en bosnisk-serbisk offensiv i juli 1995.
Cirka 8000 bosniske drenge og mænd blev dræbt af serbiske soldater i dagene fra 12. til 20. juli 1995.
For at dække over massakren blev ligene flyttet til massegrave.
30 år efter massakren er omkring 7000 af ofrene blevet identificeret, mens 1000 ikke er fundet.
Blandt de fremmødte fredag er også Munira Subasic, der står i spidsen for foreningen Mødre i Srebrenica.
Subasic mistede sin mand, Hilmo, og deres 17-årige søn Nermin.
- Vores børn blev dræbt, uskyldige, i den FN-beskyttede zone. Europa og verden så til i stilhed, mens vores børn blev dræbt, siger hun til AFP.
Blandt de syv ofre, der blev begravet fredag under hvide gravsten, var også en 19-årig mand og 67-årig kvinde.
Både FN's krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien (ICTY) og Den Internationale Domstol (ICJ) har fastslået, at Srebrenica-massakren var et folkedrab.
Flere af de ansvarlige er blevet idømt lange fængselsstraffe.
Den tidligere leder for de bosniske serbere, Radovan Karadzic, blev i 2016 idømt 40 års fængsel ved krigsforbryderdomstolen i Haag.
Senere blev dommen ændret til fængsel på livstid.
Samme dom har den militære leder, Ratko Mladic, modtaget, da han i 2017 blev idømt en livstidsstraf for folkedrab.
Srebrenica er i dag en del af Republika Srpska, der er den serbiske del af Bosnien-Hercegovina. Byen er hovedsageligt beboet af serbere.
/ritzau/