Washington D.C., 03/03/2026 - 18:23
Trump: Værste scenarie er at ny leder bliver lige så slem som Khamenei
Ifølge Trump vil "nogen indefra" være mere passende som Irans nye leder frem for én udefra.
Af: /ritzau/
Ifølge USA's præsident, Donald Trump, er det værste scenarie i Iran, at en ny leder i landet vil være "lige så slem som den forrige".
Det siger han på et fælles pressemøde med Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz.
- Vi vil gerne se nogen, der er bedre, siger han på pressemødet.
Samtidig siger præsidenten, at han mener, at "nogen indefra" vil være mere passende som Irans nye leder - dog uden at uddybe, hvad det mere konkret betyder.
Samtidig understreger Trump, at flere af de personer, som Trump-administrationen havde set som kandidater til at lede Iran, er døde i angrebene.
Adspurgt om, hvorvidt Reza Pahlavi, søn af Irans afdøde shah og bosiddende i USA, er en mulighed for en ny leder til landet, svarer Trump, at det "nok ikke er realistisk".
Han understreger dog, at Pahlavi "virker som en sympatisk person".
/ritzau/




