Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kongens Lyngby, 20/04/2026 - 16:10

Pia Olsen Dyhr vil have Løkke tilbage ved forhandlingsbordet

Regeringsforhandlingerne fortsætter mandag, og SF-formanden gentager, at hun vil have en rød-lilla regering.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, ser gerne, at Moderaterne kommer tilbage til forhandlingsbordet.

Det siger hun efter mandagens regeringsforhandlinger på Marienborg, statsministerens embedsbolig, mellem SF og den kongelige undersøger og forhandlingsleder Mette Frederiksen (S).

- Det er rigtigt, at vi kan ikke komme helt i mål, før vi alle er i lokalet. Derfor vil jeg gerne opfordre Lars Løkke Rasmussen til at komme til forhandlingsbordet, siger Pia Olsen Dyhr med henvisning til Moderaternes leder.

Pia Olsen Dyhr ønsker en rød-lilla regering.

- Jeg mener, at midter-monstret er dødt med de meldinger, som De Konservative er kommet med, siger SF-formanden.

Hun henviser i den forbindelse til, at den konservative formand, Mona Juul, i sidste uge udtalte, at hun vil have en blå kongelig undersøger, og at hun ikke regnede med flere møder hos Mette Frederiksen.

De Konservative - og Venstre - var indkaldt til regeringsforhandlinger i sidste uge efter krav fra Lars Løkke Rasmussen, som ønsker endnu en midterregering. Løkke og Moderaterne sidder på de afgørende mandater, da hverken rød eller blå blok fik et flertal efter folketingsvalget 24. marts.

Løkke er blandt andet ikke meget for at basere en ny regering på Enhedslistens mandater. Han udtalte, at hvis ikke Venstre og De Konservative blev indkaldt til forhandlinger, så ville Moderaterne heller ikke dukke op længere.

Venstre har indikeret, at partiet er klar på flere møder med Mette Frederiksen. Hvad det betyder for Løkke og Moderaternes rolle i det videre forløb, er uklart, da han ikke har udtalt sig om situationen, efter at de to borgerlige partier var forbi Mette Frederiksen i sidste uge.

Socialdemokratiet har indtil videre indkaldt til forhandlinger mandag og onsdag i denne uge. Hvem der kommer, vides ikke, da det ikke bliver meldt ud.

I en pressemeddelelse søndag aften skrev Socialdemokratiet også, at der "forventes løbende bilaterale og uformelle drøftelser mellem partierne".

Mandag har foruden SF også De Radikale været til forhandlinger hos Mette Frederiksen.

De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, har et "håb" om, at Løkke stempler ind i forhandlingerne igen. Men Lidegaard tilføjer også, at han ikke aner noget om, hvad der skal ske med Løkke fremadrettet.

- Men jeg er i god kontakt med alle partiledere, synes jeg. Altså i hvert fald alle dem, der er relevante for regeringsforhandlingerne, siger Lidegaard.

Tirsdag er det fire uger siden, at der var folketingsvalg. Men en ny regering har umiddelbart fortsat lange udsigter. Lidegaard tror mest på en centrum-venstre-regering.

- Jeg har forståelse for, at der er nogle ting, der skal vikles ud eller op, før vi kan komme dertil. Men nu er der snart gået fire uger, og derfor håber jeg - som de fleste borgere og danskere - også på, at vi kommer videre med en klarhed over, hvem der skal udgøre regeringen næste gang, siger Lidegaard.

Han kalder dog den parlamentariske situation for "lidt svær". På vej ind til mandagens forhandlinger sagde Lidegaard, at Løkke "forhåbentlig kommer senere i dag".

Moderaterne har ifølge TV 2 takket pænt nej til at kommentere Pia Olsen Dyhrs efterlysning af Løkke ved forhandlingerne. Det har heller ikke været muligt at få oplyst, om Moderaterne skal til officielle regeringsforhandlinger mandag.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek