Tallahassee, 24/06/2026 - 01:53
YouTube indgår forlig med teenager i sag om psykisk skade
15-årig har lagt sag an mod YouTube med påstand om, at brugen af platformen har givet psykiske konsekvenser.
Af: /ritzau/
YouTube har indgået et forlig med en 15-årig bruger, som hævdede at have lidt psykisk skade som følge af brugen af videoplatformen.
Det oplyser advokater for den mindreårige bruger tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters og det britiske medie BBC.
Sagsøgeren, der i retsdokumenterne optræder under initialerne RKC, mener, at YouTube og andre sociale medier har designet deres platforme til at være afhængighedsskabende.
Sagen var blevet anlagt ved en domstol i den amerikanske delstat Florida. Vilkårene for aftalen er fortrolige, lyder det fra sagsøgerens advokater.
YouTube er ejet af den amerikanske teknologigigant Google.
- Sagen er blevet løst i mindelighed, og fokus er fortsat på at udvikle alderssvarende produkter og forældrekontrolfunktioner, der lever op til det løfte, siger talsperson for Google José Castaneda.
Forliget kommer kort før starten på en anden retssag i den amerikanske delstat Californien om, hvorvidt sociale mediers design har medvirket til en stigende mental sundhedskrise blandt unge.
/ritzau/




