Arbonne-la-Forêt, 14/07/2026 - 01:26
Skovbrande spreder sig i skov nær Paris: To personer er anholdt
Selv om fly og brandfolk har været på arbejde for at tæmme brande, har brandene spredt sig i område nær Paris.
Stephane Mahe/Reuters
Af: /ritzau/
Frankrig har mandag arbejdet på at slukke to brande, som tilsammen har hærget mere end 1300 hektar land i en skov syd for hovedstaden Paris.
Politiet har anholdt to personer mistænkt for brandstiftelse.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Den første brand brød ud søndag i skoven Forêt de Fontainebleau cirka 60 kilometer sydøst for Paris. Skoven var tidligere et kongeligt jagtområde, som i dag rummer en række mindre landsbyer.
Regionen omkring Paris har været plaget af den seneste tids hedebølge, hvilket er usædvanligt i den nordlige del af landet. Branden har i varmen spredt sig, hvor den har skabt forstyrrelser i både tog- og biltrafik.
I løbet af mandag har flere fly fra luften og brandfolk på jorden forsøgt at tæmme flammerne.
Mandag eftermiddag havde branden dog bredt sig til et område på næsten 1200 hektar, oplyste indenrigsminister Laurent Nunez.
Ifølge ministeren udbrød en anden brand mandag eftermiddag med et omfang på omkring 100 hektar.
Omkring 1000 indbyggere i og omkring Fontainebleau er i forbindelse med brandene blevet evakueret fra deres hjem, skriver AFP.
Laurent Nunez har i et tv-indslag sagt, at to personer er blevet anholdt i forbindelse med sagen mistænkt for "forsætlig eller uagtsom brandstiftelse".
Han oplyste samtidig, at myndighederne fortsat efterforsker, om branden var påsat.
- Der var omkring 10 brandudbrudspunkter inden for 1000 meter, hvilket tyder på, at branden kan være blevet påsat med vilje, lød det mandag aften.
Ifølge AFP er en af de anholdte en 18-årig mand, der ikke tidligere er straffet.
Der er ikke umiddelbart oplysninger om den anden anholdte.
Brandenes omfang har ført til indsættelsen af fire brandslukningsfly af typen Canadair, hvilket er et hidtil uset tiltag i Paris-regionen. Også to andre fly og tre helikoptere til brandslukning er blevet indsat.
Indsatsleder Jean-Marc Sicard oplyste mandag aften, at fly og helikoptere har kastet vand ned over branden 187 gange.
Ved mørkets frembrud mandag aften var omkring 600 brandfolk fortsat på arbejde, hvor de på skift forsøger at bekæmpe flammerne fra jorden, sagde han.
- Branden spreder sig stadig, lød det fra indsatslederen.
Mandag skrev Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, på det sociale medie X, at "alle tilgængelige ressourcer" var blevet mobiliseret til at bekæmpe det, han kaldte en ekstraordinært stor skovbrand.
Frankrig er aktuelt ramt af sin tredje hedebølge på under tre måneder.
Temperaturerne ventes ifølge vejrtjenesten Météo-France også at blive høje tirsdag, hvor det er Bastilledag, som er Frankrigs nationaldag.
RITZAU




