Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 20/01/2026 - 22:01

Trump afviser igen at svare på hvor langt han vil gå i Grønland

Trump har flere gange sagt, at han vil eje Grønland. Men han vil ikke sige, hvor langt han vil gå.

Saul Loeb/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

USA's præsident, Donald Trump, afviser på ny at sige klart, hvor langt han er villig til at gå for at opnå kontrol med Grønland.

- Det vil I finde ud af, svarer han en journalist under et pressemøde i Det Hvide Hus.

Pressemødet bliver afholdt tirsdag, i anledning af at Trumps anden præsidentperiode har varet et år.

Onsdag ventes han at holde tale under et topmøde i World Economic Forum i Davos, hvor netop hans ønske om kontrol over Grønland har været et stort tema.

- Vi har mange møder planlagt om Grønland, og jeg tror, at det vil gå meget godt, siger Trump på pressemødet.

En journalist spørger, hvad han siger til, at mange grønlændere ikke ønsker at blive en del af USA.

- Når jeg har talt med dem (grønlænderne, red.), er jeg sikker på, at de kommer til at være meget begejstrede, lyder det fra præsidenten.

Den amerikanske præsident bliver også spurgt, om han er villig til at lade den vestlige militæralliance Nato gå i opbrud for at få kontrol over Grønland.

- Jeg tror, at vi finder ud af noget, hvor Nato kommer til at blive meget glad, og vi kommer til at blive meget glade, siger Trump og fremfører på ny, at USA "har brug for Grønland" på grund af sikkerhed.

I weekenden truede han Danmark og syv andre europæiske lande med toldforhøjelser 1. februar, hvis ikke USA og Danmark kan blive enige om en handel om Grønland.

Samtidig venter dog en dom fra USA's Højesteret, som kan sætte en stopper for Trumps brug af en nødlov til toldforhøjelser.

Hvis højesteretsdommen skulle gå imod Trump, regner han med at kunne gennemføre sin toldpolitik på andre måder, siger han.

I weekendens toldudmelding langede han også ud efter vestlige lande, der havde sendt soldater til Grønland som led i en danskledet militærøvelse.

EU-landenes ledere mødes torsdag til et ekstraordinært topmøde i Bruxelles. Her skal de diskutere mulige modsvar på Trumps trusler.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek