Saint-Péray, 11/06/2025 - 17:45
Fortrøstningsfuld Vingegaard lever med tidstab til Evenepoel
Jonas Vingegaard er godt tilfreds med sin andenplads på enkeltstarten i Critérium du Dauphiné.
Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der var overvejende gode nyheder for Jonas Vingegaard på 4. etape af Critérium du Dauphiné.
Danskeren viste god form og udmærkede sig med sine tempoevner på enkeltstarten, hvor han tog 28 sekunder på rivalen Tadej Pogacar og blev nummer to.
Og selv om Vingegaard samtidig måtte se Remco Evenepoel løbe med en klar sejr, er han glad for præstationen.
- Det er en god dag. Selvfølgelig ville jeg gerne have tabt mindre tid til Remco, men han er jo verdensmester. Det er egentlig rigtig pænt at tabe 20 sekunder til ham. Jeg kunne nok ikke have kørt meget hurtigere i dag, siger han til TV 2 Sport.
Vingegaard virkede godt kørende fra start på den 17,4 kilometer lange tidskørsel. Godt nok var han 11 sekunder efter den belgiske verdensmester på mellemtiden, men det var samtidig tydeligt, at han skød en højere fart end Pogacar.
Før de sidste fire etaper af Critérium du Dauphiné er Vingegaard nummer fem i klassementet, der føres af netop Evenepoel. 16 sekunder skiller dem.
- Jeg synes selvfølgelig, at jeg står et godt sted. Jeg er 16 sekunder bagud, men man har jo tidligere set, at der kan tabes minutter på bjergetaper. Så jeg er ved godt mod, siger Vingegaard.
Danskeren er ligesom Evenepoel og Pogacar i gang med forberedelserne til Tour de France, der køres fra 5. juli på de franske landeveje.
Sidste år blev Visma-danskeren nummer to i verdens største cykelløb efter Pogacar, mens Evenepoel endte på tredjepladsen.
I år sigter danskeren efter at skubbe Pogacar af tronen.
/ritzau/