Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 02/09/2026 - 00:29

Iran melder om angreb på amerikansk militærbase i Jordan

Revolutionsgarden hævder at have dræbt amerikanske soldater. Jordans militær har skudt ti missiler ned.

Af: /ritzau/Reuters

Iran hævder at have angrebet en amerikansk militærbase i Jordan med ballistiske missiler.

Det siger Irans Revolutionsgarde i en erklæring, der er bragt i iranske medier.

Et stort antal amerikanske styrker er blevet dræbt i angrebet, lyder det fra Revolutionsgarden.

Ifølge to unavngivne amerikanske embedsmænd er der indtil videre ingen meldinger om dræbte amerikanere.

Jordans militær bekræfter, at 13 ballistiske missiler er trængt ind i Jordans luftrum.

Ifølge militæret er ti af missilerne skudt ned. De sidste tre missiler har ramt afsidesliggende områder, hvor der ikke er tætbefolket.

Luftalarmer blev tidligere aktiveret i regionerne Mafraq og Aqaba i Jordan.

Ifølge Al Jazeera blev tre missiler opsnappet over det sydlige Syrien, som ifølge mediet var på vej mod Jordan.

Irans Revolutionsgarde oplyser, at Iran vil fortsætte gengældelsesangrebene efter amerikanske bombardementer i Iran.

Tirsdag aften angreb amerikansk militær flere mål i Iran tæt på Hormuzstrædet.

Mindst fire mennesker - herunder et barn - meldes dræbt i Iran. Ofrene deltog i et bryllup nær den iranske by Sirik, rapporterer iransk stats-tv.

Flere end 50 personer er blevet såret i angrebet, oplyser Røde Halvmåne ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Iran vil reagere resolut på disse brutale forbrydelser, skriver Esmaeil Baghaei, som er talsperson for Irans udenrigsministerium, i et opslag på det sociale medie X.

Natten til onsdag dansk tid oplyser Kuwaits militær på X, at landet er under angreb fra fjendtlige droner.

- Alle opfordres til at følge de sikkerheds- og beredskabsanvisninger, som de kompetente myndigheder har udstedt, skriver militæret.

Ifølge iranske medier hævder Iran også at have angrebet en amerikansk base i Bahrain med det, som betegnes som et "omfattende" droneangreb. Det er ikke bekræftet fra anden side.

RITZAU/Reuters

TjekDet - faktatjek