København, 23/05/2025 - 16:17
Toldmelding ryster erhvervsfolk og får aktiemarkeder til at dykke
Told på 50 procent på varer fra EU vil bringe både Danmark og USA i recession, lyder det fra Dansk Industri.
John Mcdonnell/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Meldingen fra den amerikanske præsident, Donald Trump, om mulig told på 50 procent på varer fra EU får aktiemarkederne til at dykke.
Det gælder både i udlandet og herhjemme, hvor C25-indekset falder 1,6 procent, efter at det have ligget i plus før meldingen fra Trump.
Det skriver MarketWire.
Trump skriver på sit sociale medie, Truth Social, at handelsforhandlingerne mellem USA og EU ikke kommer nogen vegne.
Han anbefaler således en told på 50 procent fra 1. juni for varer fra EU.
Dansk Industri har beregnet, at Trumps 20 procent told på EU-varer ville koste over 60 milliarder kroner på Danmarks bnp-vækst.
- Så der er ingen tvivl om, at 50 procents told vil bringe både Danmark og USA i recession, siger Peter Thagesen, der er chef for geopolitik i Dansk Industri.
Han står i øvrigt uforstående over for præsidentens toldmelding.
- Fra EU har vi virkelig forsøgt at vise stor imødekommenhed over for USA.
- Selv om vi er blevet mødt med straftold på biler, bildele, stål- og aluminiumprodukter, så har vi endnu ikke svaret igen.
- Vi har forsøgt at række ud og opfordre til forhandlinger. Men sagen er den, at det har været svært at finde ud af, hvad USA i realiteten vil, siger Peter Thagesen i en kommentar.
Den amerikanske præsidents kurs på toldområdet har været præget af en sand byge af forskellige udmeldinger de seneste måneder.
I april meddelte Trump toldsatser på ti procent på al import til USA og langt højere told for en række lande og områder, herunder 20 procent told for de fleste EU-varer.
Den meget højere told blev dog midlertidigt sat ud af kraft, så USA kunne forhandle aftaler på plads med enkeltlande.
I Dansk Erhverv opfordrer vicedirektør Jakob Ellemann-Jensen til at "slå koldt vand i blodet".
- Det er en voldsom udmelding, men vi må også huske på, at det sker via det sociale media TruthSocial og meget vel kan være forhandlingstaktik fra Trump-administrationens side, som skal lægge yderligere pres på EU i de igangværende toldforhandlinger, siger han i en kommentar.
/ritzau/