Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 02/06/2026 - 11:31

Flere hundrede kobberkæder er stjålet fra kirkegårde i Frederikshavn

Politiet ser med stor alvor på tyveri af kobberkæder fra to kirkegårde i Frederikshavn og søger vidner.

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Flere hundrede kobberkæder er de seneste dage blevet stjålet fra to kirkegårde i Frederikshavn.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Søndag formiddag fik politiet en anmeldelse fra kirkegården ved Elling Kirke i Frederikshavn. Her var der mellem fredag eftermiddag og søndag formiddag blevet stjålet kobberkæder fra i alt 13 gravsteder.

Og mandag formiddag var en patrulje på kirkegården ved Fladstrand Kirke, der også ligger i Frederikshavn. Her var der blevet stjålet 200 kobberkæder fra op til 150 gravsteder mellem fredag eftermiddag og mandag morgen.

Kobberkæder kan på kirkegårde bruges til at afskærme gravsteder.

Politikredsen ser med stor alvor på tyverierne.

- Den her kriminalitet rammer rigtig mange mennesker. Nok har det stjålne kobber en værdi, som vi anslår til mellem 20.000 og 25.000 kroner - men en kirkegård og et gravsted har stor betydning og følelsesmæssig værdi for de enkelte mennesker, som det her går ud over, siger politikommissær Peter Skovbak i pressemeddelelsen.

Politiet har endnu ikke fundet afgørende spor eller deciderede gennembrud i forhold til at finde personerne bag tyverierne.

- Derfor vil vi også gerne række ud til offentligheden: Det kan nemlig være, at der er nogen borgere, som har set eller hørt noget, fordi de måske var i områderne omkring kirkerne i løbet af weekenden.

- I så fald hører vi meget gerne fra dem på telefon 1-1-4.

Han opfordrer desuden til, at borgere, der måtte komme ud på kirkegården ved Fladstrand Kirke og konstatere, at et gravsted, de har tilknytning til, er blevet udsat for tyveri, anmelder det til politiet.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek