Fredericia, 28/01/2026 - 13:04
61-årig mand anholdt efter langvarig aktion i Fredericia
En anholdelsesaktion har betydet, at Vendersgade var spærret fra tirsdag aften til onsdag morgen.
Af: /ritzau/
Kort efter klokken 09 onsdag har Sydøstjyllands Politi anholdt en 61-årig mand i Vendersgade i Fredericia.
Anholdelsen sker, efter at politiet har været til stede i gaden i over 12 timer og har afspærret dele af gaden.
Tirsdag klokken 18.37 modtog politiet en anmeldelse om vold og rykkede ud til gaden, der ligger centralt i Fredericia.
Manden er sigtet for vold mod en kvinde, oplyser politiet onsdag eftermiddag. Kvinden er ikke alvorligt tilskadekommen.
På grund af aktionen var Vendersgade mellem Fynsgade og Sjællandsgade spærret. Borgere, der bor på strækningen, blev bedt om at holde sig inden døre.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Hverken den 61-årige eller politiansatte kom til skade i forbindelse med anholdelsen.
Men den 61-årige pådrog sig skader inden anholdelsen og er derfor blevet kørt til behandling på sygehuset.
- Vores arbejde stod på i mange timer, og vi ved, at afspærringerne har været generende for nogle, men vi vurderede, at det var nødvendigt for at foretage en så sikker og skånsom anholdelse som muligt. Heldigvis forløb selve anholdelsen også roligt, og ingen kom noget til i den forbindelse, siger vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.
Det skal vurderes, om der er grundlag for at fremstille manden i grundlovsforhør med henblik på at få ham varetægtsfængslet.
Politiet har ikke yderligere oplysninger om hændelsen.
På den del af Vendersgade, der var afspærret, ligger der beboelsesejendomme og et værtshus.
Ifølge Fredericia Dagblad blev værtshuset, der hedder Havfruen, tømt for gæster tirsdag aften.
Dagbladet skriver, at politiet gennem natten løbende har været i kontakt med en person, der bor i ejendommen, hvor værtshuset ligger.
/ritzau/




