Washington D.C., 30/05/2026 - 20:21
Trump kalder sig verdens største attraktion efter stribe af aflysninger
Trump overvejer at holde tale på The National Mall i stedet for koncerter, som skulle markere USA's jubilæum.
Evan Vucci/Reuters
Af: /ritzau/
En række musikere har aflyst deres optrædener i forbindelse med fejringen af USA's 250 års jubilæum i juni og juli i Washington D.C.
Musikernes afbud har fået præsident Donald Trump til at overveje at aflyse hele rækken af koncerter, som er planlagt fra 25. juni til 10. juli.
Det skriver Trump på sit sociale medie, Truth Social.
I stedet for koncerterne overvejer præsidenten at holde tale på The National Mall i Washington D.C., hvor musikerne skulle have optrådt.
Trump vil med sine egne ord "træde i stedet for disse højt betalte tredjerangsmusikere og holde en stor tale".
For Trump er "verdens største attraktion" - "the Number One Attraction anywhere in the World" - og han kan samle "større publikummer, end Elvis kunne i sin storhedstid", skriver Trump om sig selv.
- Jeg er ikke interesseret i såkaldte "kunstnere", som bliver betalt alt for mange penge, og som ikke er glade.
- Jeg vil kun være omgivet af glade mennesker, kloge mennesker, succesfulde mennesker, og mennesker, der ved, hvordan man vinder, skriver Trump.
Rapperen Young MC, sangeren Morris Day, soulgruppen the Commodores, forsanger Bret Michaels fra bandet Poison og countrysangeren Martina McBride har alle aflyst deres optrædener.
Ifølge det britiske medie BBC har flere af kunstnerne givet udtryk for, at de trækker sig fra koncerterne, fordi de er blevet vildledt om jubilæumsarrangementets "politiske tilhørsforhold".
Arrangørerne, Freedom 250, har afvist, at koncertrækken er politisk.
Freedom 250 er et offentligt-privat partnerskab, som er etableret af Det Hvide Hus, og som koordinerer arrangementer, der afholdes i forbindelse med USA's 250-års jubilæum.
Selve jubilæumsdagen er uafhængighedsdagen 4. juli.
Talen, som Trump vil holde, skal være en del af et større politisk arrangement - et såkaldt rally - hvis det står til ham.
Om det står til ham, hvad der skal foregå på The National Mall i forbindelse med jubilæet, er ifølge nyhedsbureauet Reuters dog usikkert.
Det er således ikke blevet oplyst, om Freedom 250 arbejder på at finde andre musikere, der kan træde i stedet for dem, der har aflyst deres optrædener.
/ritzau/




