København, 23/08/2026 - 15:33
Selskab dømmes for skyggehotel på syv adresser i København
Lejlighed blev brugt til bordeldrift. Omstridt selskab skal fraflytte den og seks andre lejligheder straks.
Af: /ritzau/
I en retssag om et såkaldt skyggehotel er et omstridt selskab blevet dømt til straks at fraflytte syv lejligheder i København.
Dehn-A ApS havde brugt lejlighederne til ulovlig korttidsudlejning, og det var i strid med lejeaftalerne, har Københavns Byret fastslået.
Dommen kommer efter længere tids offentlig debat om skyggehoteller, hvor almindelige lejligheder reelt drives som hoteller uden de nødvendige tilladelser.
Sagen handler om syv lejemål, som var udlejet af City Apartment A/S til Dehn-A ApS.
Boligretten har givet City Apartment medhold i, at det var berettiget at ophæve lejemålene.
På hjemmesiden Booking.com var lejlighederne udbudt til korttidsudlejning, og dette var en "væsentlig misligholdelse af lejeforholdet", fremgår det af byrettens referat af dommen.
På grund af sagens "karakter og alvor" skal lejemålene straks fraflyttes.
Under sagen har Dehn-A ApS afvist at fortælle, hvem selskabet havde indgået fremlejeaftaler med.
Dommen blev afsagt fredag, og afgørelsen er truffet af en juridisk dommer og to lægdommere.
Sagen er blevet ført af advokat Susanne Andréa Roug fra Husen Advokater, og hun oplyser, at en række lignende sager er undervejs i retssystemet.
- Byretten har gennemskuet, hvad der er foregået, og vi er glade for, at byretten også anser det som et problem, der skal ryddes op i og er fortrøstningsfulde med hensyn til de kommende sager om skyggehoteller, siger hun til Ritzau.
En af lejlighederne blev brugt til bordeldrift. Der var et rend af mænd op og ned ad trapperne, har et vidne fortalt.
Byretten har også hørt om den stress og nervøsitet, som opstår hos naboerne, når der hele tiden dukker nye personer op i lejlighederne og larmer.
Lejlighederne ligger spredt rundtom i København. Størrelsen er på mellem 132 og 211 kvadratmeter.
- I et tilfælde har vi set, at en lejlighed blev udlejet for 47.868 kroner for fire nætter og andre for 34.995 kroner for en enkelt uge, hvilket er mellem fem og 14 gange huslejen på månedsbasis, siger advokat Susanne Andréa Roug.
Det dømte anpartsselskab er tidligere af Jyllands-Posten blevet omtalt i forbindelse med, at et netværk af selskaber skulle drive ulovlig hoteldrift i København.
Netværket skulle stå bag udlejning af op mod 170 boliger, som systematisk udlejes i kort tid via blandt andet Booking.com og andre platforme, har mediet rapporteret.
Fænomenet udgør en konkurrence til de almindelige hoteller, og i foråret besluttede brancheorganisationen Horesta at gå til politiet. Selskabet Nest Collection beskyldes for systematisk at omgå loven.
Ifølge Jyllands-Posten indgår Dehn-A i et netværk med netop Nest Collection.
Imidlertid har Nest Collections direktør, Thorbjørn Braad, afvist al snak om lovbrud. Og direktøren har over for Jyllands-Posten forsikret, at Christian Dehn i selskabet Dehn-A ikke på nogen måde foretager sig noget ulovligt.
Dehn-A har nu 14 dage til at afgøre, om dommen skal ankes.
RITZAU




