Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/05/2024 - 07:00

Eurovision-stjerner og Lord Siva giver koncerter i Tivoli

Tivoli afslører 11 nye artister, der skal spille til Fredagsrock på Plænen.

Jens B''ttner/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

De norske poptvillinger Marcus og Martinus, der stillede op ved dette års Eurovision for nabonationen Sverige, kommer til Danmark.

Det skriver Tivoli i en pressemeddelelse, hvor yderligere ti nye koncerter over sommeren bliver annonceret.

De 11 artister optræder alle til koncerter i forbindelse med Tivolis Fredagsrock, hvor store kunstnere som Take That og Diana Ross indtager Plænen klokken 22 en sommerfredag.

Udover Eurovision-stjernerne er Eee Gee, Rasmus Seebach, Ankerstjerne, Kind mod Kind og Lord Siva blandt de artister, der spiller klokken 19 på forskellige fredage i forbindelse med Fredagsrock.

Med det udvidede program får gæster, der besøger haven, glæde af en større del af haven og en større del af fredag, lyder det fra kulturdirektøren i Tivoli, Frederik Wiedemann.

- De seneste somre har vi set, at mange koncertgæster kommer tidligere om fredagen under Havefest for at nyde festivalstemningen med stort comedyprogram, koncerter klokken 19 og dj's, inden det går løs med de store Fredagsrock-koncerter klokken 22, siger han i meddelelsen.

Take That, der er et af de helt store navne på programmet for Tivolis Fredagsrock, har selv valgt artisten, der skal varme op for dem den 28. juni.

Her kan gæsterne stifte bekendtskab med Alfie Castley, som er særlig kendt på det sociale medie TikTok.

Det bliver Alfie Castleys debut i Tivoli. Sange som "Teenage Mona Lisa" og "Heaven's Got a Place (Someone New)" har gjort ham til et stort navn på TikTok.

Desuden optræder sangeren JJ Paulo, der er særlig kendt for sit nummer "My Bebe". Han træder op på scenen den 14. juni, inden Hans Philips Fredagsrockskoncert går i gang klokken 22.

Dopha, som optræder inden Tim Christensen 30. august, løfter sløret for overraskelser i forbindelse med sin tur på scenen.

- Der bliver spillet sange fra mit debutalbum og min ep. Og så kommer jeg selvfølgelig også til at tage et par hemmeligheder med, siger hun i pressemeddelelsen.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek