Berlin, 08/08/2025 - 12:59
Tyskland indstiller delvist våbeneksporten til Israel
Det er blevet sværere at se, hvordan Israels planer skal bidrage til at opnå legitime mål, siger Merz.
Af: /ritzau/Reuters
Tysklands regering vil ikke længere godkende salg af våben til Israel, som kan bruges til at føre krig i Gazastriben.
Beslutningen gælder indtil videre, siger kansler Friedrich Merz.
Det står ikke klart, hvilke specifikke våben den tyske regering ikke længere vil tillade eksport af.
Kanslerens udmelding kommer, efter at Israels sikkerhedskabinet tidligt fredag godkendte en plan om at tage kontrol over Gaza By.
Formålet er ifølge den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, at bekæmpe den militante Hamas-bevægelse i Gaza.
Israel har ret til at forsøge at få Hamas til at overgive sine våben, siger Merz. Og Israel har også ret til at arbejde for at få de israelske gidsler i Gaza løsladt, tilføjer han.
Men vil det blive udfaldet af en udvidet offensiv i Gaza? Det tror den tyske regering ikke.
- Den tyske regering mener, at den endnu hårdere militære indsats i Gazastriben, som det israelske kabinet besluttede sig for i nat, gør det sværere at se, hvordan disse mål skal opnås, siger Friedrich Merz i en udtalelse.
Netanyahus allierede på den yderste højrefløj har presset på for en total israelsk overtagelse af det palæstinensiske område.
Militæret har dog advaret om, at man kan komme til at sætte gidslernes liv på spil.
At gidslerne bliver løsladt, og at der forhandles om en våbenhvile, er Tysklands topprioriteter, siger Merz.
Han tilføjer, at han er stærkt bekymret for de civiles lidelser i Gaza.
Flere internationale organisationer har advaret om, at Gazastriben er på randen af hungersnød.
/ritzau/Reuters