København, 14/07/2026 - 12:07
Mænd fængslet for at drive opioidcentraler i København
To mænd nægtede sig i grundlovsforhør skyldige i narkobeskyldninger, men ville ikke udtale sig i retsmødet.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
To mænd er tirsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger på mistanke om, at de har drevet opioidcentraler fra to adresser i København og på Frederiksberg.
I grundlovsforhøret i Københavns Byrets dommervagt ved Vestre Fængsel har de to mænd nægtet sig skyldige, men i øvrigt afvist at udtale sig.
Den ene mand er 60 år, mens den anden er 28.
Ifølge sigtelsen mod dem drev de centralerne med salg og udbringning af opioider, hvorved købere kunne bestille opioider til direkte og hurtig levering og/eller selvafhentning.
Køberne kunne tage kontakt ved at ringe, sende tekstbeskeder, bruge sociale medier eller krypterede kommunikationstjenester eller lignende, mener anklagemyndigheden.
Under ransagningen af lejlighederne blev der blandt andet fundet over 100.000 stærke receptpligtige sovepiller samt flere slags receptpligtige beroligende og angstdæmpende midler. Der blev også fundet stærke smertestillende.
RITZAU




