Vælgerne i den schweiziske by Basel har søndag med stort flertal stemt for, at der skal bruges et beløb svarende til over en kvart milliard kroner på at være værtsby for næste års Eurovision.

Det betyder, at publikum og tv-seere over hele Europa igen kan forvente det helt store show, når sangkonkurrencen holdes i Basel i 2025.

Den schweiziske sanger Nemo vandt dette års Eurovision, der blev holdt i Malmø. Det betyder, at Schweiz har vundet retten til at være vært for den 69. udgave af den internationale sangkonkurrence.

Basel, der ligger tæt ved grænsen til både Tyskland og Frankrig, er valgt til Eurovisions epicentrum næste år.

Regionale myndigheder har afsat 34,96 millioner schweizerfranc til det store show. Det svarer til 281 millioner kroner.

Men det lille, stærkt konservative og kristne parti Føderal Demokratisk Union (EDU) havde samlet tilstrækkeligt med stemmer til at kræve en folkeafstemning om spørgsmålet.

Et af partiets bestyrelsesmedlemmer, Philippe Karoubi, mener, at Eurovision "er blevet fuldkommen instrumentaliseret til at fremme ideologier" som rettigheder til transpersoner og "wokeisme".

Den schweiziske vinder, Nemo, var én af de to artister ved showet i Malmø, der definerer sig som nonbinær.

Philippe Karoubi kritiserer Eurovision for at have haft "blasfemiske indslag", der i nogle tilfælde var på kanten af "det okkulte".

I Schweiz er der tradition for direkte folkeafstemninger, hvor vælgerne er med til at afgøre en lang række spørgsmål om, hvad skatteydernes penge skal bruges til.

Men de foreløbige resultater af søndagens folkeafstemning i Basel viser, at to ud af tre vælgere - eller 66,4 procent - har stemt for at bruge de mange penge på at holde næste års Eurovision.

Erfaringer fra tidligere værtsbyer som Malmø og Liverpool viser da også, at det kan være en ganske god forretning at holde Eurovision.

Når man regner på, hvad hoteller, restauranter og den øvrige turistindustri kan få i kassen, håber Basel at kunne tjene omkring 60 millioner schweizerfranc (482 millioner kroner) på arrangementet.

Hvis Basels vælgere havde stemt nej til at spendere de 34,96 millioner schweizerfranc på Eurovision, ville sangkonkurrencen stadig være blevet holdt i byen - bare i en mere skrabet udgave uden en lang række offentlige arrangementer og shows på sidelinjen.

/ritzau/AFP

Instruktøren Thomas Vinterberg var i Paris og ringede hjem til sin hustru, Helene Reingaard Neumann.

Han havde skrevet et digt, fortalte han hende.

- Det har han ellers aldrig gjort før, fortæller hun nu her syv år efter.

- Han har lidt med vilje, tror jeg, smidt det væk. Det er ikke noget, han vil stå særlig meget ved, fortæller Helene Reingaard Neumann med et stille grin.

Digtet dannede konturerne i det, der siden er blevet til tv-serien "Familier som vores", som netop nu strømmer over skærmen på TV 2.

Den udspiller sig i et Danmark, der er ved at drukne af klimaforandringerne, og alle skal evakueres.

- Allerede da krigen i Syrien brød ud, talte vi ekstremt meget derhjemme om de, der flygtede. Hvor katastrofalt det var. Og hvordan man aldrig måtte blive vant til som menneske at tale om det på en ikkemenneskelig måde. Og tænk, hvis det var os.

- Vi har talt enormt meget om, at vi er så privilegerede i vores land. Vi er ikke vant til at se os som dem, der flygter. Det kunne være interessant at vende på hovedet.

Det har Thomas Vinterberg nu gjort i serien, hvori Helene Reingaard Neumann også medvirker sammen med blandt andre Nikolaj Lie Kaas, Paprika Steen og Thomas Bo Larsen.

De har alle tråde ind i den familie, som er central for fortællingen i serien. Selv om de er forbundne, er fundamentet forskelligt.

De, der har råd, kan genhuse sig i velhavende lande, mens mindre velstillede er afhængige af det statsfinansierede program, der sender dem hen, hvor der er plads.

Op til evakueringen afholdes der tv-transmitterede gudstjenester som en del af afskeden med det Danmark, der er ved at forsvinde i vandet.

De prædikener har Helene Reingaard Neumann faktisk været med til at skrive - den autodidakte skuespiller blev uddannet præst fra Københavns Universitet i 2017 og er i dag gæsteprædikant i Marmorkirken i København, som også er central i flere scener i "Familier som vores".

- Jeg tror, jeg har læst alle de udkast, der har været af manuskriptet, og er kommet med kommentarer. Der var specielt et tidspunkt - for fire år siden - hvor det hele var meget, meget mørkt. Der havde vi en samtale om, at jeg syntes, det var vigtigt, at der kom håb ind i fortællingen. For det har vi brug for, siger Helene Reingaard Neumann.

- Alle mennesker har brug for håb. Også hvis man skal håndtere meget alvor, må vi have håbet i hånden. Ellers bliver alt meningsløst ... Jeg oplever som præst, at den allerstørste misforståelse, hvad angår tro, er, at man ikke kan tvivle.

Men det er en ekstremt forældet måde at se det på, mener Helene Reingaard Neumann.

- Troen og tvivlen har gået hånd i hånd, altid, og hvis man ikke åbner sig for tvivlen, kan det gå hen og blive fundamentalistisk. Det er noget af det, jeg håber, man kan få med fra serien: at man ikke nødvendigvis behøver at være 100 procent sikker på alt. For med de største ting i livet kan vi ikke være sikre, siger hun.

- Vi kan ikke være sikre på kærligheden. Vi kan ikke være sikre på, at vores venskaber holder for evigt. Men vi kan jo tro, og vi kan håbe. Det er troens DNA.

Tro og videnskab kan sagtens sameksistere, understreger Helene Reingaard Neumann og citerer digteren og essayisten Søren Ulrik Thomsen.

- Tro og teologi, viden om Gud, håndterer alt det, vi ikke kan vide noget om. Det synes jeg, er enormt smukt sagt, siger hun og uddyber:

- Videnskaben håndterer det, vi kan vide noget om. Og troen håndterer det, vi ikke kan vide noget om. For eksempel døden eller mysterier i livet... Det er, som om folk glemmer den skillelinje.

Helene Reingaard Neumann kommer ikke selv fra en særligt troende familie. Men troen har altid været et stenkast fra hende fysisk såvel som åndeligt.

Der blev sunget morgensang i hendes folkeskole, og mange forskellige verdensreligioner var repræsenteret hos hendes klassekammerater.

Hun er opvokset i indre København med Marmorkirken lige rundt om hjørnet.

- Jeg har altid haft det sådan, når jeg trådte ind i det rum, at der var noget der, jeg længtes efter på en eller anden måde ... Men det har ikke været så formuleret før.

- Jeg var forholdsvis ung, da jeg mødte Thomas, og overvejede, om jeg skulle søge ind på teaterskolen. Men jeg havde bare en længsel efter at vide noget mere om tro.

Helene Reingaard Neumann endte med at begynde at studere teologi. Sideløbende er hun dog fortsat med filmroller.

Det var også det, der tilbage i 2006 førte til mødet med Thomas Vinterberg, da hun medvirkede i filmen "En mand kommer hjem", som han instruerede.

Siden 2007 har den 37-årige præst og skuespiller og den 55-årige instruktør dannet par professionelt og privat, og "Familier som vores" er også blevet et familieprojekt.

Parrets søn, Albert på 12, har også haft en lille rolle i serien.

Sammen har Helene Reingaard Neumann og Thomas Vinterberg også datteren Lily på ni år og lille Leonora, der kom til verden i sommer.

Det er Thomas Vinterbergs håb, at Leonora efter et godt og langt liv i 2124 kan overvære serien blive taget op af den tidskapsel, som den daværende fungerende kulturminister Christina Egelund, puttede den ned i i anledning af grundstensindsættelsen til genopbygningen af den brændte del af Børsen i København i september.

Tidskapslen skal tages op om 100 år - det er overvældende at tænke på, siger Helene Reingaard Neumann.

- Bare hvis vi kigger 20 år tilbage i tiden, er der mange ting, vi ikke havde. Menneskeheden bliver ved med at udvikle sig. Men samtidig er der noget, der er helt fundamentalt for det at være menneske. Det er at elske. At bygge et liv op. At skabe familie. At have venner. Det kommer også til at være det vigtigste i vores liv om 100 år, siger hun.

- Jeg håber, at Leonora tager med sig, at "Familier som vores" er skabt for at undersøge, hvad der sker med mennesker, når alt materielt bliver taget fra os. Og at det er kærligheden, og det er vores relationer til hinanden, der er det bærende i livet.

Næste afsnit af "Familier som vores" kan ses på TV 2 og sendes på TV 2 Play søndag.

/ritzau/

* Byg gerne stenbunken i haven et sted, hvor solen rammer tidligt, så stenene bliver varmet op fra morgenstunden.

* På den måde giver du smådyr som firben og padder mulighed for at have et sted at varme sig i morgentimerne.

* Hulrummene mellem stenene i bunken tiltrækker blandt andet sommerfugle, edderkopper og vilde bier, der gerne søger ly her eller bruger stedet til overvintring.

* Undgå at bruge mørtel eller anden form for lim mellem stenene, da du på den måde udelukker dyrene for at komme ind i hulrummene.

Kilde: Dyrenes Beskyttelses hjemmeside.

/ritzau fokus/

Der er sjældent megen trængsel og alarm over haven i december.

Sitrer det alligevel i dine grønne fingre, kan du stille virkelysten ved at kaste dig over de projekter, du ikke nåede, da det hele stod i fuldt flor.

Sådan lyder rådet fra Jens Thejsen, der er selvstændig natur- og landskabskonsulent og forfatter til flere havebøger, heriblandt "Vilde naturhaver".

- Det er i hvert fald min erfaring, at når havesæsonen rigtig er i gang, så handler det meget tit om planter. Der plantes nye og flyttes rundt. Vi er så optagede af planter, at vi ofte ikke får lavet et skjul til pindsvinet for eksempel, siger han.

Boligen til pindsvinet kan kreeres ved at placere en gammel palle i et uforstyrret hjørne af haven. Pallen dækker du med grene, kvas og eventuelt noget mos, så den går i et med sine omgivelser.

- Det ser både rigtig flot ud, og så er lyet klar til pindsvinet til næste år, siger Jens Thejsen.

Har du mod på mere, foreslår han, at du bygger en stenbunke, som med tiden kan blive et hjem for smådyr som humlebier, biller og salamandre.

- En stenbunke er altid god at have i haven. Stenene akkumulerer varme, og der kommer kondens, som skaber et fugtigt miljø, som mange forskellige dyr godt kan lide at være i, fortæller Jens Thejsen.

Brug gerne de sten, du selv er stødt på, når du har gravet i haven. Alternativt kan du køre forbi en lokal landmand og spørge, om han har nogle marksten liggende, du må få.

Herfra sætter fantasien kun grænser for, hvordan stenbunken kan se ud. Du kan både bygge den op som et lille tårn eller lægge stenene, så de danner et lille stengærde gennem græsset eller et bed.

- Det behøver dog ikke at ligne, at man bare har tabt en trillebør fyldt med sten, understreger naturkonsulenten og fortsætter:

- Læg gerne nogle pæne flade sten i bunden, og byg oven på dem, så man kan se, at det er bevidst lavet. Jeg har også nogle gange plantet nogle bregner på nordsiden af stenbunken.

Når foråret og sommeren kommer, vil du opdage, at ikke kun smådyrene flokkes ved stenbunken - også planter plejer at trives nær de varme, fugtige sten.

- Lige omkring en stenbunke gror planterne bare rigtig godt. I gamle dage samlede man sten og lagde dem i bunker ude på markerne, og det var altid der, der var det højeste udbytte, fortæller Jens Thejsen og tilføjer:

- Men det vigtigste ved stenbunkerne er, at de gavner biodiversiteten i haven.

/ritzau fokus/