København, 12/03/2026 - 03:37
Skilt med politisk opfordring placeret i armene på Den Lille Havfrue
Politiet har været forbi bronzefiguren af Den Lille Havfrue på Langelinie og underrettet Københavns Kommune.
Steven Knap/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den Lille Havfrue på Langelinie i København er natten til torsdag blevet iført en maske, der forestiller et grisehoved.
Det fremgår af billeder taget af en fotograf fra Ritzau Scanpix.
Samtidig er der hængt et skilt rundt om halsen på bronzeskulpturen. På skiltet står der "Luk dyrefabrikkerne" med versaler.
Københavns Politi har været forbi Den Lille Havfrue omkring klokken 01 natten til torsdag.
Vagtchef Rasmus Nielsen oplyser, at politiet ikke har konstateret noget ulovligt.
- Vi konstaterer, at det er en form for statement, og det ser vi ikke noget strafbart i, siger Rasmus Nielsen.
Han tilføjer, at politiet har kontaktet Københavns Kommune omkring sagen.
- Vi har underrettet ejeren, så nu er op til Københavns Kommune at tage stilling til, hvad der skal ske med effekterne. Om de vil have dem på eller ej, siger vagtchefen.
Det er uvist, hvem der natten til torsdag har været forbi Den Lille Havfrue for at iføre bronzeskulpturen en grisemaske og et skilt.
/ritzau/




