Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/06/2025 - 15:19

Flertal i Etisk Råd vil lempe regler for spredning af aske

Et flertal i Etisk Råd anbefaler at ændre regler, så man kan få lov til at lave smykker af aske fra afdøde.

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Smykker med aske fra kremerede mennesker.

Et ønske om at få delt asken, så man kan blive bisat to steder, eller opbevarelse af en urne derhjemme.

Forskellige ønsker, til hvad der skal ske med vores jordiske rester, er piblet frem, og en lempelse af reglerne kan være på vej.

Et flertal af medlemmerne i Etisk Råd anbefaler nu, at det tillades at sprede aske på landjorden, opbevare en urne i eget hjem og at anvende asken til at lave smykker.

Det skriver Etisk Råd i en pressemeddelelse.

Flere af medlemmerne peger på, at en mere individuel tilgang til håndtering af aske kan fremme "sorgbearbejdelse og respekt for forskellige livsværdier", lyder det.

Som lovgivningen ser ud, må aske ikke spredes over land, og den må heller ikke deles op for at blive begravet på forskellige kirkegårde.

Asken må heller ikke opbevares i hjemmet eller blive brugt til at være en del af et smykke.

Tidligere på året erklærede kirkeminister Morten Dahlin (V), at han var åben for at gøre det lovligt at bruge aske i smykker.

I den forbindelse bad Morten Dahlin Etisk Råd om at forholde sig til askesmykker og spredning af jordiske rester.

Medlemmerne af Etisk Råd fastslår i vurderingen, at de forskellige praksisser med aske bør ske med samtykke fra den afdøde.

Rådet lægger op til, at eventuelle lovændringer bør gennemføres med omtanke og klare retningslinjer for at undgå utilsigtede konsekvenser.

Respekten for den afdødes ønsker bør være grundlæggende, men ikke ubegrænset, lyder det.

For nogen kan det måske virke "mærkeligt" at bære et smykke med aske fra en afdød.

- Men vores omgang med sorgen er meget forskellig. Der bør være plads til forskellige måder at tage afsked og holde fast i minder på, så længe det sker med omtanke og værdighed, siger rådsmedlem Mikkel Wold, der ligesom flertallet er åbne for en mere lempelig omgang med aske.

Thomas Danielsen (V) er midlertidig kirkeminister, mens Morten Dahlin er på forældreorlov frem til 10. august.

Han har med "stor interesse" læst udtalelserne fra Etisk Råd.

- Jeg hæfter mig særligt ved, at rådet anbefaler, at eventuelle lovændringer bør gennemføres med omtanke og klare retningslinjer for at undgå utilsigtede konsekvenser, siger Danielsen i en skriftlig kommentar.

- Jeg ser derfor frem til at drøfte udtalelsen med biskopperne på det kommende bispesamråd i august. Herefter vil jeg beslutte, om der skal foretages en revision af reglerne på begravelsesområdet, lyder det.

/ritzau/

London, 26/06/2025 - 21:47

Vogues indflydelsesrige chefredaktør stopper på posten efter 37 år

Kena Betancur/Ritzau Scanpix

Anna Wintour var som chefredaktør på Vogue blandt andet den første til at sætte en mand på forsiden.

Vogue-chefredaktøren Anna Wintour stopper i sin stilling efter årtier i spidsen for magasinet.

Det skriver CNN, der torsdag har fået det bekræftet af magasinets udgiver, Condé Nast.

Wintour, der begyndte som chefredaktør i 1988, har angiveligt fortalt det til de ansatte torsdag.

Wintour fortsætter dog i en stilling som global indholdschef hos Condé Nast, ligesom hun forbliver global redaktionschef hos Vogue.

Vogue er et internationalt mode- og livsstilsmagasin, som blev grundlagt i 1892 og udkommer i flere forskellige lande.

Anna Wintour har ikke umiddelbart selv kommenteret stoppet. Ligeledes er det heller ikke meldt ud, hvem der bliver hendes efterfølger.

CNN skriver, at 75-årige Anna Wintour som chefredaktør genopfandt Vogue, og at hun traf utallige redaktionelle beslutninger, som hendes forgængere ville have set som værende utænkelige.

I hendes første udgave var det den israelske model Michaela Bercu, der var på forsiden iført blandt andet et par jeans. Ifølge CNN var det første gang, at magasinet havde et par jeans på forsiden.

I 1992 blev en mand - i form af den amerikanske skuespiller Richard Gere - for første gang sat på Vogues forside. Her var han portrætteret sammen med sin daværende hustru, supermodellen Cindy Crawford.

Anna Wintour er desuden kendt for at spille en central rolle i at arrangere velgørenhedsbegivenheden Met Gala i New York City.

Met Gala finder sted hvert år i maj og markerer åbningen af Metropolitan Museum of Arts årlige modeudstilling og er desuden kendt for at have store internationale navne på gæstelisten.

På det hvide lærred har der været spekulationer om, hvorvidt en af karakterne i filmen "The Devil Wears Prada" er baseret på Wintour. Det er hendes tidligere assistent Lauren Weisberger, der er forfatter til den bog, som filmen er baseret på.

I filmen bliver karakteren Andrea Sachs assistent for den frygtindgydende chefredaktør Miranda Priestley på magasinet Runway.

Sidste år overværede Anna Wintour en forestilling af en musicalversion af filmen.

I den forbindelse sagde hun til BBC, at det er "op til publikum og de mennesker, jeg arbejder med, at afgøre, om der er nogen ligheder mellem mig og Miranda Priestly".

/ritzau/

Læs Mere >>

London, 26/06/2025 - 21:22

Efter årtier stopper Anna Wintour som chefredaktør på Vogue

Kena Betancur/Ritzau Scanpix

Wintour begyndte som chefredaktør i 1988 og var blandt andet den første til at sætte en mand på forsiden.

Vogue-chefredaktøren Anna Wintour stopper i sin stilling efter årtier i spidsen for magasinet.

Det skriver CNN, der torsdag har fået det bekræftet af magasinets udgiver, Condé Nast.

Wintour, der begyndte som chefredaktør i 1988, har angiveligt fortalt det til de ansatte torsdag.

Wintour fortsætter dog i en stilling som global indholdschef hos Condé Nast, ligesom hun forbliver global redaktionschef hos Vogue, oplyser virksomheden.

Vogue er et internationalt mode- og livsstilsmagasin, som blev grundlagt i 1892 og udkommer i flere forskellige lande.

Anna Wintour har ikke umiddelbart ikke selv kommenteret stoppet. Ligeledes er det heller ikke meldt ud, hvem der bliver hendes efterfølger.

CNN skriver, at 75-årige Anna Wintour som chefredaktør genopfandt Vogue, og at hun traf utallige redaktionelle beslutninger, som hendes forgængere ville have set som værende utænkelige.

I hendes første udgave var det den israelske model Michaela Bercu, der var på forsiden iført blandt andet et par jeans. Ifølge CNN var det første gang, at magasinet havde et par jeans på forsiden.

I 1992 blev en mand - i form af den amerikanske skuespiller Richard Gere - for første gang sat på Vogues forside. Her var han portrætteret sammen med sin daværende hustru, supermodellen Cindy Crawford.

Anna Wintour er desuden kendt for at spille en central rolle i at arrangere velgørenhedsbegivenheden Met Gala i New York City.

Met Gala finder sted hvert år i maj og markerer åbningen af Metropolitan Museum of Arts årlige modeudstilling og er desuden kendt for at have store internationale navne på gæstelisten.

På det hvide lærred har der været spekulationer om, hvorvidt en af karakterne i filmen "The Devil Wears Prada" er baseret på Wintour. Det er hendes tidligere assistent Lauren Weisberger, der er forfatter til den bog, som filmen er baseret på.

I filmen bliver karakteren Andrea Sachs assistent for den frygtindgydende chefredaktør Miranda Priestley på magasinet Runway.

Sidste år overværede Anna Wintour en forestilling af en musicalversion af filmen.

I den forbindelse sagde hun til BBC, at det er "op til publikum og de mennesker, jeg arbejder med, at afgøre, om der er nogen ligheder mellem mig og Miranda Priestly".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/06/2025 - 10:00

FAKTA: Når du køber alkohol og tobak med hjem uden for EU

Du må maksimalt tage én produkttype med hjem inden for hver kategori, medmindre andet er angivet. :

Alkohol:

* 1 liter spiritus (over 22 procent alkohol samt drikkevarer tilsat spiritus) eller

* 2 liter hedvin (på eller under 22 % alkohol, fx portvin, sherry og madeira) og

* 4 liter bordvin (for eksempel rød-, hvid- og rosévin og vinbaseret cider) og

* 16 liter øl (og ølbaseret cider)

* Altså må du eksempelvis ikke både medbringe 1 liter spiritus og 2 liter hedvin, men du må gerne medbringe 2 liter hedvin og 4 liter bordvin.

Tobak:

* 200 cigaretter eller

* 100 cigarillos (af maksimalt 3 gram per styk) eller

* 50 cigarer eller

* 250 gram røgtobak

Kilder: toldst.dk

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 26/06/2025 - 10:00

FAKTA: Forskel på at vælge rød og grøn udgang

Køber du 600 cigaretter med hjem fra et ikke-EU-land, skal du betale told af de 400

Hvis du vælger den røde udgang:

* Tobaksafgiften er 786 kroner.

* Told er 134 kroner.

* Moms er 288 kroner.

* I alt 1208 kroner skal du af med.

Hvis du vælger den grønne udgang:

* Tobaksafgiften er 786 kroner.

* Told er 134 kroner.

* Moms er 288 kroner.

* Bøde (2 x told og afgifter) er 2400 kroner

* I alt 3608 kroner skal du af med.

Kilder: toldst.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek