Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 02/04/2026 - 16:49

Orangefarvet storebæltsbro skal minde bilister om autisme

Storebæltsbroen tager del i den internationale autismedag, og det glæder Autismeforeningen.

Af: /ritzau/

Storebæltsbroens pyloner er badet i orange lys torsdag for at markere den internationale autismedag.

- Vi håber, at synet af de orange pyloner vil minde jer om alle dem, der er en del af autismespektret og deres pårørende, når I kører over Storebæltsbroen, skriver Sund & Bælt i et opslag på det sociale medie X.

Opbakningen glæder Autismeforeningens formand, Karina Bundgaard.

- Folk føler sig virkelig mødt, set og forstået, siger hun og fortsætter:

- Jeg har allerede fået masser af beskeder fra forældre til børn, der siger, at de føler sig så accepteret og set, når de kan se, at broen lyser orange for deres autistiske væren i verden.

Ifølge Autismeforeningen har mindst 65.000 danskere en registreret autismediagnose. Det svarer til, at 1,1 procent af befolkningen har en autismediagnose.

Ifølge sundhed.dk er autisme en samlet betegnelse for en række tilstande, der også kaldes gennemgribende udviklingsforstyrrelser.

Tilstandene omfatter blandt andet infantil autisme og Aspergers syndrom.

Mennesker med autismespektrumforstyrrelse har en anderledes måde at sanse, forstå og begå sig i verden på.

Det kan ifølge sundhed.dk give udfordringer i forhold til at kommunikere og indgå i sociale samspil med andre.

Autister har svært ved at aflæse sociale sammenhænge og kan opfatte ting meget konkret og faktuelt.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek