København, 20/04/2026 - 21:52
Canadisk kvinde dræbt ved skyderi ved pyramider i Mexico
Skyderi ved mexicansk turistattraktion har dræbt en canadisk kvinde og såret flere andre.
Af: /ritzau/
En canadisk kvinde er blevet dræbt, og yderligere tre er såret ved en skudepisode i Mexico ved Teotihuacán.
Det skete mandag, hvor der blev affyret skud ved turistattraktionen.
Gerningsmanden skød efterfølgende sig selv.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
På det sociale medie X skriver den mexicanske præsident, Claudia Sheinbaum Pardo, at Mexico er i kontakt med den canadiske ambassade.
Præsidenten uddyber, at sikkerhedsmyndighederne er blevet instrueret i at efterforske skyderiet grundigt og tilbyde den nødvendige hjælp.
Mexicansk sikkerhedsmyndighed oplyser, at de sårede har modtaget lægehjælp.
Teotihuacán er en ruinby, som ligger cirka 50 kilometer nordøst for den mexicanske hovedstad, Mexico City.
Byen er kendt for sine tempelpyramider, Månens og Solens Pyramider.
/ritzau/




