Hjørring, 20/05/2026 - 15:34
Mand fængslet: Fik kvinde til at udsætte børn for overgreb
En kvinde på Filippinerne blev ifølge politiet betalt af nordjysk mand for at begå seksuelle overgreb på børn.
Af: /ritzau/
En mand fra Frederikshavn fik ifølge politiet en kvinde på Filippinerne til at begå seksuelle overgreb på sine børn, mens manden kunne følge med på video.
Onsdag er manden blevet varetægtsfængslet af en dommer i Retten i Hjørring i sagen, hvor han sigtes for voldtægt.
Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ifølge politiet har manden i adskillige tilfælde fra 2018 til 2022 overført penge til kvinden på Filippinerne, mod at hun - mens hun var i videokontakt med manden - udsatte sine børn for overgreb.
- På grund af sagens karakter betragter vi overgrebene som voldtægt, lyder det fra den ansvarlige for efterforskningen, vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Mikkel Lousdal.
Retsmødet om varetægtsfængsling foregik for lukkede døre, og derfor oplyser politiet ikke nærmere om sagens beviser.
- Hele sagskomplekset er stadig under efterforskning af politiet, så vi kan for nuværende ikke kommentere yderligere.
- Vi er nødt til at beskytte en igangværende efterforskning, siger Mikkel Lousdal.
Det fremgår heller ikke af politiets pressemeddelelse, hvordan manden forholder sig til den alvorlige anklage.
/ritzau/




