Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 02/08/2020 - 02:55

TikTok vil fortsætte i USA trods Trumps trussel om forbud

TikToks amerikanske landechef siger, at virksomheden ikke planlægger at forlade nogen lande.

Florence Lo/Reuters

Af: /ritzau/

Den populære kinesiske videoapp TikTok vil ikke opgive sin platform i USA. Det siger virksomhedens amerikanske landechef, Vanessa Pappas, i en video til appens brugere lørdag amerikansk tid.

Meldingen kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, fredag sagde, at han vil forbyde appen i USA. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

TikTok er blandt andet blevet kritiseret kraftigt for at stjæle og bruge data fra de brugere, der downloader appen.

Derudover er Kina også blevet beskyldt for at benytte dataen til at overvåge brugerne.

Landechefen Vanessa Pappas, siger, at virksomheden arbejder for, at "appen bliver den sikreste", skriver AFP.

- Vi planlægger ikke at forlade nogen lande, siger Vanessa Pappas i videomeddelelsen.

- Vi er her på den lange bane, hvor vi fortsætter med at sprede dit ord, og lad os stå sammen om TikTok, siger hun videre.

Fredag kom det også frem, at Microsoft forhandler med TikTok om at opkøbe appens amerikanske aktiviteter.

Men disse forhandlinger er standset efter Trumps udmelding om et forbud mod appen, skriver The Wall Street Journal.

Trump sagde fredag, at han overvejer, om der skal gives et forbud i form af et præsidentielt dekret eller ved at anvende en kriselov.

Trump sagde også, at han ikke går ind for, at et amerikansk selskab får lov til at købe den amerikanske del af TikTok.

På TikTok kan brugere lave korte videosekvenser, hvor der danses til musik, som man kan dele med andre. Op mod 80 millioner amerikanerne bruger appen, der ejes af det kinesisk selskab ByteDance.

Et eventuelt forbud mod appen i USA vil komme i en tid, hvor der i forvejen er store spændinger mellem Kina og USA.

Trump har blandt andet beskyldt Kina for at have spredt coronavirus til USA og resten af verden, ligesom han har standset forhandlinger om en ny handelsaftale mellem de to stormagter.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek