Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/04/2023 - 08:00

Fynsk verdensstjerne er tredje navn på Grøns koncertplakat

Mø er det tredje navn, der skal på koncerttourne med Saveus og Aqua til sommer. Det afslører Grøn onsdag.

Af: /ritzau/

Grøn, der tidligere hed Grøn Koncert, løfter sløret for endnu en kunstner, der skal forbi i alt otte byer fra den 20. juli til den 30. juli.

Det nye navn på plakaten er fynske Mø, som skal være med til at fejre turnéens 40-års fødselsdag på de otte endagsfestivaler.

Det oplyser arrangørerne onsdag.

- Grøn er sådan en legendarisk festival, og jeg elsker, at de støtter en god sag. Jeg er mega excited over at skulle spille Grøn denne sommer og glæder mig helt vildt til at toure Danmark og møde publikummerne i alle disse byer, nogle af stederne har jeg ikke spillet i årevis, så det bliver vildt fedt at komme rundt i hele landet, siger Mø ifølge en pressemeddelelse.

Ud over Mø vil man på Grøn kunne opleve Aqua og Saveus.

Mø, hvis borgerlige navn er Karen Marie Ørsted, har arbejdet sammen med flere store kunstnere som Justin Bieber, Iggy Azalea og Major Lazer. Sidstnævnte lavede hun megahittet "Lean On" med i 2015.

Sidste år modtog hun prisen som Årets Danske Sangskriver til Danish Music Awards for sit tredje album, "Motordrome".

- Mø har i flere år stået øverst på ønskelisten til Grøn, og derfor er vi vanvittig stolte over endelig at kunne præsentere Mø og hendes live performance for hele Danmark, siger Theis Petersen, som er indsamlingschef i Muskelsvindfonden, ifølge meddelelsen.

Grøn-touren starter i Tårnby den 20. juli, hvorefter det hedder Kolding 21. juli, Aarhus 22. juli, Aalborg 23. juli, Esbjerg 27. juli, Odense 28. juli, Næstved 29. juli og til sidst Valby den 30. juli.

Siden begyndelsen af 1983 har Grøn Koncert eksisteret, og det har siden vokset sig større og større. I 2017 skar arrangørerne den sidste del af navnet og kalder sig nu bare Grøn.

Det er ølmærket Tuborg og Muskelsvindfonden, der står bag koncertturnéen. Overskuddet fra koncerterne går til fondens arbejde.

Det er som de seneste år Jakob Haugaard og Muskelsvindfondens formand, Simon Toftgaard Jespersen, der er værter ved koncerterne.

Der plejer at være omkring syv-otte kunstnere til Grøn Koncert. De første to navne blev præsenteret samme dag, som billetsalget til årets koncerter er startet.

Sidste år var blandt andre D-A-D, Andreas Odbjerg, Tessa og Christopher på plakaten.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek