Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Stockholm, 13/06/2026 - 12:12

Russiske kampfly var tæt på svensk luftrum over Østersøen

Både over den nordlige og sydlige del af Østersøen var der fredag russiske kampfly, meddeler Sveriges forsvar.

Ints Kalnins/Reuters

Af: /ritzau/

To russiske kampfly fløj fredag tæt på svensk luftrum over Østersøen.

Hændelserne fik Sverige til at sende kampfly på vingerne, mens Danmark bistod med et kampfly over den sydlige del af Østersøen.

Det oplyser forsvaret i Sverige ifølge det svenske medie SVT.

Samtidig skriver den svenske statsminister, Ulf Kristersson, på det sociale medie X om episoderne.

Han kalder episoderne for alvorlige.

- To gange på den samme dag sendte den svenske beredskabsstyrke JAS 39-Gripen op for at møde russiske kampfly nær det svenske luftrum, skriver Ulf Kristersson med henvisning til Sveriges Gripen-kampfly.

- Den gentagne russiske færden over Østersøen er alvorlig. Flyvevåbnets hurtige indsats viser, hvilket beredskab der kræves hver dag, skriver han.

Ulf Kristersson understreger, at svensk luftrum ikke blev krænket.

- Men hændelsen viser, hvor hurtigt situationen kan ændre sig, og hvor vigtigt det er, at Sverige, sammen med sine allierede, opdager, identificerer og møder russiske kampfly for at sikre vores eget luftrum, skriver statsministeren.

Ifølge Sveriges forsvar blev de russiske kampfly fulgt af svenske fly, indtil det blev vurderet, at de russiske fly var tilstrækkeligt langt væk fra svensk luftrum.

Forsvarskommandoen i Danmark oplyser til Ritzau lørdag formiddag, at den ikke på nuværende tidspunkt kan kommentere oplysningen om, at Danmark bidrog til indsatsen fredag.

Meldingen om de russiske fly kommer, samtidig med at der er tegn på, at Rusland opruster militært ikke langt fra Skandinavien.

Tidligere på ugen beskrev DR, at Rusland har opført nye militærbaser flere steder langs grænserne til Finland, de baltiske lande og Østersøen.

DR havde talt med en lang række efterretningskilder fra de nordiske lande, der alle er enige om, at truslen fra Rusland er blevet større.

Flere kilder ser ifølge DR den russiske oprustning som en mulig forberedelse til en militær konfrontation med europæiske lande.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek