Mads Vad er brudt ud i en glædesdans.
Han og hustruen Nana Strand er blevet forældre for anden gang.
Det afslører den nybagte far i et opslag delt på Instagram.
- Fredag morgen kom verdens smukkeste Aya til verden. Vi er så taknemmelige og lykkelige for den dejligste lillesøster, som har det godt, skriver den nybagte far og sender samtidig hospitalspersonalet en kæmpe tak.
- Nu er vi pludselig fire, og Xander er blevet storebror. Vi nyder hinanden alt det, vi kan.
Mads Vad afslørede nyheden om familieforøgelsen nytårsaften 2024 til sine følgere på Instagram.
- Det bedste i vores 2024 er den lille pige, som ligger i Nanas mave og gerne vil være Xanders lillesøster. Vi glæder os så meget til sommeren 2025 og er alle fyldt op med lykke og kærlighed, jublede Mads Vad i opslaget.
Sammen har han og Nana Strand sønnen Xander, som kom til verden i maj 2019.
Han skal begynde i skole til sommer, og det nye kapitel i familiens liv har fået Mads Vad til at overveje sin fremtid i "Vild med dans". Et program, han første gang gik på gulvet i tilbage i 2006 og senest medvirkede i sidste efterår.
- Jeg vil gerne lave 17 sæsoner mere. Men der sker nogle ting, som kan betyde, at jeg nok ikke kommer til at være med i "Vild med dans". Det er nogle tanker, jeg går med, og så må vi se, hvor det lander, sagde han til Ritzau i forbindelse med sin 40-års fødselsdag i oktober 2024.
Til daglig bor familien i Aarhus-forstaden Egå. Herfra driver Mads Vad sine egne danseskoler, som han også underviser på, mens at Nana Strand, der er uddannet cand.merc i Strategic Communication fra Aarhus Universitet, arbejder med marketing og kommunikation i virksomheden Fred. Olsen 1848.
Afstanden mellem Vild med dans-studiet på Østerbro i København og familiens hjem i Jylland er blevet større og større, jo ældre Xander er blevet, fortalte Mads Vad i oktober 2024.
- Han er fem år og har fået så meget personlighed nu. Så det rammer mig virkelig på en anden måde, end jeg har prøvet før. Forleden da jeg afleverede ham i børnehaven, måtte jeg virkelig tage mig sammen. Men da jeg kom ud i bilen, begyndte jeg bare at græde.
Mads Vad og Nana Strand mødte også hinanden i Aarhus tilbage i 2014. Det afslørede Mads Vad i et opslag delt på Instagram i januar 2024.
- Ti år siden at jeg mødte hende her klokken 04 om morgenen på Mojos i Aarhus. Købte ti shots til hende og hendes veninde og et par timer senere fik jeg et telefonnummer.
Efter to års forhold friede Mads Vad til sin Nana.
- Det skete i Skagen, for den by er lidt ligesom vores helle. Jeg friede til Nana, mens vi bare var os to sammen.
- Jeg ville gerne have, at det bare var vores ting. Og så havde jeg inviteret nogle af vores venner og veninder som en overraskelse, afslørede Mads Vad et par måneder efter forlovelsen i 2016 i et interview med Ritzau.
Parret blev gift i sommeren 2018 i Holckenhavn Slotskirke i Nyborg.
/ritzau/