Teheran, 05/05/2026 - 10:33
Iran om striden i Hormuzstrædet: Vi er ikke engang begyndt endnu
USA har bragt skibsfarten i fare med blokader og brud på våbenhvilen, skriver Irans parlamentsformand.
Amr Abdallah Dalsh/Reuters
Af: /ritzau/
Iran er ikke engang begyndt endnu i striden om Hormuzstrædet, og den nuværende situation omkring farvandet er uholdbar for USA.
Sådan lyder det fra formanden for det iranske parlament, Mohammad Baqer Qalibaf, på det sociale medie X. Han er desuden Irans chefforhandler i forhandlingerne om en fredsaftale med USA.
- Sikkerheden for skibsfart og energitransport er blevet bragt i fare af USA og dets allierede gennem brud på våbenhvilen og påtvungne blokader.
- Vi ved udmærket, at det er uacceptabelt for USA at fortsætte med status quo, mens vi ikke engang er begyndt endnu, skriver Qalibaf.
USA's præsident, Donald Trump, annoncerede søndag, at USA dagen efter ville begynde at hjælpe strandede skibe ud gennem Hormuzstrædet.
Efterfølgende var der forskellige meldinger om henholdsvis amerikanske og iranske skibe, der var blevet angrebet i Hormuzstrædet.
Ifølge det iranske nyhedsbureau Fars blev et amerikansk krigsskib ramt af to missiler, efter at skibet angiveligt havde ignoreret iranske advarsler. USA's militær afviste dog, at det var sket.
Derudover meddelte USA, at dets militær havde angrebet flere iranske småbåde, hvilket Iran så afviste.
USA og Iran indgik en aftale om våbenhvile 8. april. I første omgang varede den 14 dage, men den er siden blevet forlænget på ubestemt tid.
Skibstrafikken gennem Hormuzstrædet har været stærkt begrænset, siden USA og Israel indledte krigen mod Iran 28. februar.
Undervejs har Revolutionsgarden i Iran taget kontrol over farvandet, hvilket har medført, at mange civile skibe er strandet i Den Persiske Golf.
USA's præsident erklærede 17. april, at strædet var blevet genåbnet for skibstrafik, men allerede dagen efter meddelte Irans militær, at farvandet var blevet lukket igen.
Begrundelsen var, at USA opretholdt en blokade rettet mod skibe, der sejlede til og fra iranske havne.
Hormuzstrædet ligger mellem Iran og Oman og forbinder Den Persiske Golf med Omanbugten og resten af verdenshavene.
Før krigen i Mellemøsten blev en femtedel af verdens olie og naturgas transporteret gennem strædet i forbindelse med eksporten fra landene rundt om Den Persiske Golf til resten af verden.
/ritzau/




