Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/04/2026 - 20:31

Ueksploderet drone fundet i finsk skov

I marts og april fandt finsk politi tre droner, der viste sig at være ukrainske. Nu er endnu en drone fundet.

Yves Herman/Reuters

Af: /ritzau/

En drone og et ueksploderet sprænghoved blev lørdag fundet i en finsk skov.

Det skriver det finske public service-medie Yle.

Dronen og sprænghovedet blev fundet i området Perheniemi nord for hovedstaden Helsinki.

Det vides endnu ikke, hvornår dronen er endt i området, eller hvor den kommer fra.

Den er blevet uskadeliggjort ved en kontrolleret sprængning, skriver Yle.

Ifølge det finske politi minder dronen om de ukrainske droner, der faldt ned i det sydøstlige Finland i slutningen af marts.

Rækken af dronefund får nu den finske regering til at overveje en yderligere bevilling til landets droneforsvar.

Emnet vil blive diskuteret under de kommende budgetforhandlinger senere i april, skriver Yle.

Statsminister Petteri Orpo siger imidlertid til Yle, at Finland i dag er langt bedre rustet end tidligere til at observere og bekæmpe droner.

Yle skriver, at grænsemyndighederne og beredskabet har øget deres beredskab.

Ifølge statsministeren bør de seneste dronefund ikke give anledning til bekymring.

- Myndighederne har analyseret begivenhederne omhyggeligt, og der er ingen grund til akut bekymring, siger han til Yle.

Finland har igangsat flere projekter til en værdi af hundredvis af millioner euro for at forbedre landets evne til at bekæmpe droner.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek