Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 14/08/2026 - 14:43

Nordiske ledere skal drøfte militær oprustning i Danmark

De nordiske ledere skal blandt andet drøfte forsvar og beskyttelse af børn online til et sommermøde i Danmark.

Af: /ritzau/

Den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), og den færøske lagmand skal være værter for et nordisk sommermøde torsdag 20. august.

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Mødet finder sted på Høvelte Kaserne, hovedkaserne for Den Kongelige Livgarde, og Marienborg.

På mødet skal stats- og regeringscheferne tale om et tættere samarbejde omkring forsvar i hele Norden og om, hvordan man i fællesskab fra nordisk side kan beskytte børn og unge online.

- Vi skal først og fremmest drøfte, hvordan vi styrker samarbejdet om den militære oprustning og øger vores fælles afskrækkelse, blandt andet ved at udnytte den nyeste viden fra fronten i Ukraine, udtaler Mette Frederiksen i pressemeddelelsen.

Ud over fokus på militær og online sikkerhed for børn og unge fremhæver statsministeren også, at "Færøerne og Grønlands fulde og lige deltagelse i det nordiske samarbejde" vil blive talt om til sommermødet.

Til mødet vil den finske, islandske, norske og svenske statsminister også være til stede samt den grønlandske regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen.

Lederen af den finske selvstyrende øgruppe Åland, Katrin Sjögren, kommer også til at deltage i mødet.

RITZAU

TjekDet - faktatjek