Aarhus, 15/07/2025 - 13:37
Kommune og ministerium frifindes i sag om genopdragelsesrejse
En ung kvinde mente, at myndighederne havde svigtet hende, da hun blev sendt på genopdragelsesrejse.
Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En sag, hvor en ung kvinde krævede erstatning efter en genopdragelsesrejse til Somalia, er endt med en frifindelse af myndighederne.
Det oplyser Retten i Aarhus.
Kvinden havde sagsøgt Aarhus Kommune og Udenrigsministeriet, da hun ikke mente, at de havde gjort nok i sagen.
Konkret har retten skulle forholde sig til, om kommunen havde gjort tilstrækkeligt før og under rejsen.
Kvinden, som hedder Amal og i dag er 24 år gammel, mente også, at Udenrigsministeriet ikke gjorde noget relevant, da ministeriet fik mistanke om, at hun kunne være sendt på genopdragelsesrejse.
Hun mener heller ikke, at ministeriet gjorde tilstrækkeligt for at hjælpe hende i sikkerhed fra 11. november 2019 til 19. januar 2020.
Det er første gang, at en myndighed blev søgt draget til ansvar ved en dansk domstol i forbindelse med en genopdragelsesrejse.
Aarhus Kommune og Udenrigsministeriet havde på forhånd afvist kravet om godtgørelse.
Tre dommere i Retten i Aarhus tog hul på sagen i maj.
Da sagen var for retten, kunne Amal berette om en hverdag med koranlæsning og afstraffelse med slag og pisk, imens hun opholdt sig i lejren.
I lejren var de unge kvinder iført lænker. Hvis de opførte sig ordentligt, kunne vagterne forlænge lænkerne.
Den unge kvinde fortalte i retten, at det var bruddet med islam, som fik forældrene til at sende hende til Somalia.
En kommunal sagsbehandler har også givet forklaring i sagen.
Her kom det frem, at den unge kvindes mor havde nævnt ideen om at sende den dengang 16-årige pige til Somalia over for sagsbehandleren, omkring et halvt år før det skete.
I de fleste tilfælde vil et civilt søgsmål blive behandlet af en enkelt dommer, men i særlige tilfælde kan retten vælge at sætte tre dommere på sagen.
Det kan eksempelvis skyldes, at sagen vurderes at være principiel eller særlig kompleks.
Amal skal desuden betale sagsomkostninger. Hun skal betale 125.000 kroner til Udenrigsministeriet og 125.000 kroner til Aarhus Kommune.
/ritzau/