Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

12/11/2019 - 08:00

Gør fisken til en madpakke-favorit hos ungerne

Det er særligt vigtigt at have fokus på indtaget af D-vitamin om vinteren - og her er laks, torsk og makrel ikke til at komme udenom.

Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus

Der skal fisk på bordet to gange om ugen og med i madpakken et par gange yderligere, hvis ungernes indtag skal leve op til kostrådene.

Men hvis du synes, det er svært at genopfinde den dybe tallerken, når der dag efter dag skal smøres et par rugbrødsmadder til poderne, så er det måske værd at genoverveje udgangspunktet.

Det mener Karen Wistoft, som er professor på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet, hvor hun forsker i netop børns mad og måltider i skolen.

- Hvis vi skal fremme den gode oplevelse af at spise fisk til frokost, så skal vi skubbe lidt til forældrene, siger hun og fortsætter:

- Mange forældre har en idé om, at madpakken skal bestå af rugbrødsmadder. Men de indbyder mest af alt til leverpostej eller spegepølse, for det kan være svært at stable fisk oven på madderne - højst makrelguf.

Derfor opfordrer hun til, at man som forælder kommer ud af den daglige rugbrøds-trummerum og får øjnene op for de mange andre muligheder, der er for at lave en spændende madpakke, som lettere indeholder fisk.

- Når vi rejser ud og ser på madpakker, kan vi se, at der er umådeligt mange måder at servere fisk på. Man kan lave en form for sushi, man kan komme det i tortillas eller tænke i noget andet brød - for eksempel baguette, foreslår hun.

Hun kan slet ikke genkende fordommen om, at børn ikke er til fisk eller er bange for lugten.

- Vi har interviewet enormt mange børn, og der er ikke noget, der tyder på, at de ikke kan lide fisk. De vil gerne have det, siger Karen Wistoft og fortsætter:

- Og når vi spørger, hvordan deres yndlingsmadpakke skulle se ud, så foreslår langt over halvdelen af børnene, at der også er fisk med.

Børnene foreslår som regel de typer af fisk, de kender hjemmefra - typisk laks, torsk og makrel.

Seniorrådgiver Heddie Mejborn fra DTU Fødevareinstituttet fremhæver, at det er særligt vigtigt at prioritere fisken i de mørke måneder.

- Vi laver selv D-vitamin i huden om sommeren ved hjælp af energi fra solens stråler. Men om vinteren står solen for lavt på himlen, og så skal vi have det fra kosten, forklarer hun.

D-vitamin kan man primært få fra fede fisk.

- En del af produkterne med fiskepålæg indeholder fede fisk. For eksempel makrel i tomat og sild, som blandt andet kan fås som sildepostej, siger Heddie Mejborn.

/ritzau fokus/

Washington D.C., 06/12/2025 - 11:22

Det Hvide Hus sletter video efter kritik fra Sabrina Carpenter

Franck Robichon/Ritzau Scanpix

Mads Mikkelsen florerer fortsat i en video fra amerikansk ministerium. Zentropa vil have den fjernet.

Det Hvide Hus har slettet en video på X, der viste razziaer fra immigrationsmyndighederne i landet, ICE, hvor den amerikanske popsanger Sabrina Carpenters sang blev brugt.

Det Hvide Hus meldte hverken ud, da videoen blev slettet eller angav en årsag.

Videoen blev lagt på X tidligere på ugen og blev hurtigt mødt af kritik fra sangerinden.

- Den her video er ond og ulækker. Involvér aldrig mig eller min musik til at fremme jeres umenneskelige dagsorden, skrev Carpenter i et svar til Det Hvide Hus' opslag.

Abigail Jackson, der er talskvinde for Det Hvide Hus, svarede:

- Her er en "Short n' Sweet" besked til Sabrina Carpenter: Vi vil ikke undskylde for at deportere farlige, kriminelle, ulovlige mordere, voldtægtsforbrydere og pædofile fra vores land. Enhver, der forsvarer disse syge monstre må være "stupid, or is it slow"?

"Short n' Sweet" henviser til Sabrina Carpenters album af samme navn, der udkom sidste år. "Stupid, or is it slow" henviser til en linje i singlen "Manchild", som Carpenter udgav tidligere på året.

Sletningen af videoen fra tidligere på ugen betyder dog ikke, at Det Hvide Hus er færdigt med at bruge sangerinden i sin promovering af immigrationsmyndighedernes razziaer.

Fredag udkom Det Hvide Hus med en ny video, der indledes med et kort klip fra det amerikanske satireshow "Saturday Night Live", hvor Carpenter optræder.

Hun er ikke ene om at kunne se sig selv i videoer om razziaer.

Også den danske skuespiller Mads Mikkelsen er blevet misbrugt i en video.

USA's ministerium for indenrigssikkerhed, Homeland Security, har lagt et videoklip fra filmen "Druk" på deres X-profil.

Det fik Zentropa til at kræve, at ministeriet fjernede videoen. Det fortalte filmselskabet til TV 2 fredag.

- Zentropa er ikke blevet kontaktet forud for brugen, og vi retter henvendelse til dem for at få videoen taget ned igen, udtalte filmselskabet ifølge mediet.

Flere andre musikere har protesteret mod Trump-administrationens brug af deres musik.

Den amerikanske sanger og guitarist Kenny Loggins krævede for nylig, at en video, som præsidenten havde lagt op, brugte hans hit "Danger Zone" fra filmen "Top Gun" fra 1986.

I videoen fremstod Trump ved hjælp af AI-genereret indhold som en jagerpilot, der kastede afføring på politiske modstandere.

I 2024 fordømte sangeren Celine Dion brugen af hendes sang "My Heart Will Go On" i en kampagnevideo. Beyoncé reagerede tilsvarende på brugen af hendes sang "Freedom" sidste år.

Sabrina Carpenter udgav tidligere på året albummet "Man's Best Friend". Hun afsluttede i november sin verdensturné, "Short n' Sweet Tour".

/ritzau/

Læs Mere >>

Washington D.C., 06/12/2025 - 11:02

Det Hvide Hus sletter video efter kritik fra Sabrina Carpenter

Mads Mikkelsen florerer fortsat i en video fra amerikansk ministerium. Zentropa vil have den fjernet.

Det Hvide Hus har slettet en video på X, der viste razziaer fra immigrationsmyndighederne i landet, ICE, hvor den amerikanske popsanger Sabrina Carpenters sang blev brugt.

Videoen blev lagt på X tidligere på ugen og blev hurtigt mødt af kritik fra sangerinden.

- Den her video er ond og ulækker. Involvér aldrig mig eller min musik til at fremme jeres umenneskelige dagsorden, skrev Carpenter i et svar til Det Hvide Hus' opslag.

Også den danske skuespiller Mads Mikkelsen er blevet misbrugt i en video.

USA's ministerium for indenrigssikkerhed, Homeland Security, har lagt et videoklip fra filmen "Druk" på deres X-profil.

Det fik Zentropa til at kræve, at ministeriet fjernede videoen. Det fortalte filmselskabet til TV 2 fredag.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 06/12/2025 - 10:00

FAKTA: Her er forbrugerøkonomens billige julekurv

* Kirsebærsovs: 16 kroner.

* Grødris, 450 gram: 10 kroner.

* Sødmælk, 1 liter: 12 kroner.

* Piskefløde, 0,5 liter: 18 kroner.

* Mandler, 200 gram: 21 kroner.

* Vaniljestænger, 2 styk: 15 kroner.

* Stødt kanel, 70 gram: 12 kroner.

* Mandelgave: marcipansnitter, 115 gram: 20 kroner.

* Rødkål, cirka 2 kilogram: 18 kroner.

* Citroner, 2 styk: 9 kroner.

* Æbler, 2 styk: 9 kroner.

* Stenfri svesker: 35 kroner.

* Kartofler, 2 kilogram: 16 kroner.

* Kogte kartofler på glas til brune kartofler: 8 kroner.

* And fra frost, 2,8 kilogram: 99 kroner.

* Ribbenssteg, 1,2 kilogram: 84 kroner.

* Ribsgelé: 10 kroner.

* Smør: 14 kroner.

* Sukker, 1 kilogram: 10 kroner.

* Ren rå marcipan, 375 gram: 87 kroner.

* Blød nougat, 150 gram: 30 kroner.

* Pebernødder, 400 gram: 12 kroner.

* Appelsiner, 2 kilogram: 14 kroner.

* Asti spumante, 1 flaske: 93 kroner.

* Rødvin, 2 flasker Rioja: 120 kroner.

* Læskedrik med hyldeblomstsmag: 16 kroner.

* Dansk vand Apollinaris: 5 kroner.

* Portvin, 1 flaske: 55 kroner.

* I alt: 868 kroner.

Kilde: Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom hos Sydbank.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 06/12/2025 - 10:00

Udnyt sæsontilbud og borddækningen til at spare på julemiddagen

Christian Liliendahl/Ritzau Scanpix

Øjne på stilke efter de bedste tilbud kombineret med et snedigt valg af tallerkener kan slanke dine udgifter til mad og drikke juleaften.

Prisskiltene på supermarkedshylderne og i kølediskene stikker af for tiden.

Men lige når det gælder den klassiske menu til juleaften, ligger den samlede udgift faktisk en smule lavere end for et par år siden.

Ifølge en frisk beregning, som Sydbanks forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen står bag, er det muligt at købe alt ind til en julemiddag til seks-otte personer for 868 kroner.

Det er et fald sammenlignet med i 2023, hvor prisen lå på 940 kroner. Tallene skal ses i lyset af, at inflationen var højere for to år siden, end den er nu.

Ann Lehmann Erichsen lavede ikke julekurve-regnestykket sidste år, og det er derfor ikke muligt at sammenligne med et beløb fra 2024.

- Jeg spærrede øjnene op, da jeg så, hvad julekurven koster i år, siger Ann Lehmann Erichsen, der havde forventet, at de høje fødevarepriser ville have slået mere igennem.

Det er muligt at ramme forbrugerøkonomens regnestykke, hvis du går på tilbudsjagt.

- Udbuddet af discountvarer er ikke blevet mindre de senere år, og det såkaldte sæsonmønster gør samtidig, at supermarkederne for eksempel sælger smør og fløde billigere, end de plejer, fortæller Ann Lehmann Erichsen.

Sæsonmønstret er et udbredt fænomen, fortæller hun, der handler om, at butikkerne konkurrerer med hinanden om at lokke kunder til med gode tilbud på alt fra frosne ænder til kirsebærsauce.

- Hvis man er fuldstændig kold, kan man vælge at vente til sidste øjeblik og købe ind 23. december om eftermiddagen. Her vil også nogle af de dyrere varer i køledisken typisk være sat ned i pris, fordi butikkerne ikke vil brænde inde med dem, siger hun.

Der kan også være penge at spare ved at planlægge dine indkøb, så du løbende køber ind i december, når du får øje på gode tilbud. Sådan lyder rådet fra Lotte Juul, der er diætist hos Hjerteforeningen.

- Planlæg også, hvordan du kan bruge ingredienserne over flere dage, siger hun og uddyber:

- Når du alligevel køber kartofler til juleaften, kan du tænke ind, at resterne fra de kartofler skal bruges til en kartoffelsalat dagen efter, siger hun og peger på, at du på den måde skærer ned på antallet af indkøbsture i julen, og at du sikrer, at resterne fra julebordet ikke går til spilde.

En anden måde at slanke madbudgettet uden at gå på kompromis med mætheden hos dine gæster kan være ved at føje ekstra grønt til bordet.

Lotte Juul foreslår salater med grønkål, rødkål eller spidskål kombineret med appelsiner og granatæbler.

- Du kan få et rødkålshoved og et net appelsiner ganske billigt. På den måde kan du fortynde udgifterne ved at købe knap så store mængder kød, og så ser salaterne også bare smukke ud på bordet, siger hun.

Hendes sidste tip går på at eksperimentere lidt med at nudge dine gæster en smule for både at holde madindtaget og madspildet nede juleaften.

- Dæk bordet med mindre tallerkener end de helt store spisetallerkener. Find mormor eller farmors gamle stel frem fra skabet. Vi har det nemlig med helt ubevidst altid at fylde tallerkenen, uanset hvilken størrelse den har, siger Lotte Juul.

Det samme gælder for glas og for de fade og skåle, du serverer maden i. Et stort fad med en stor ske i indbyder til, at du læsser mere op på tallerkenen end en lille skål med en lille ske.

- På den måde kan du bestemme en smule over, hvad du gerne vil have, at der bliver taget meget af, og hvad du ønsker, at der bliver taget mindre af.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek