Barcelona, 15/05/2025 - 23:44
Medier: Bilist mistede kontrollen og påkørte spanske fodboldfans
Ifølge spanske medier mistede en kvindelig bilist herredømmet over sin bil efter at være kørt ind i et hegn.
Albert Gea/Reuters
Af: /ritzau/
Flere personer er blevet påkørt af en bil i den spanske storby Barcelona forud for et lokalopgør mellem fodboldklubberne Espanyol og FC Barcelona.
Det skriver regionalt catalansk politi torsdag aften på det sociale medie X.
Hændelsen fandt sted ved RCDE Stadium, som er Espanyols hjemmebane, kort før kampen blev fløjtet i gang.
Videomateriale på sociale medier viser en hvid Peugeot-personbil, der accelerer ind i menneskemængden foran stadionet.
Ifølge det spanske medie La Vanguardia mistede en kvindelig chauffør kontrollen over bilen efter at have ramt et hegn.
Politiet oplyser, at 13 er kommet til skade. Ingen af dem alvorligt, lyder det.
Føreren af bilen er blevet anholdt.
- Situationen er under kontrol, og den udgør ikke en risiko for folk på stadion, skriver politiet i et opslag på X.
Efter kampstart har publikum fået besked om, at situationen er "under kontrol", og at der "ikke er nogen alvorligt tilskadekomne". Det skriver AFP.
/ritzau/