København, 11/03/2026 - 07:13
Venstre vil aflaste pårørende til demente med fast demenskoordinator
I et nyt udspil vil Venstre bruge 500 millioner til at styrke demensområdet ved at indføre demenspakker.
Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Venstre vil med et nyt udspil indføre egentlige demenspakker, som giver rettigheder til både den demensramte og til pårørende.
Det skriver partiet i en pressemeddelelse.
Med udspillet "Demensløftet" vil Venstre afsætte 500 millioner kroner til demensområdet. En del af pengene skal findes ved at sænke udviklingsbistanden - et forslag, som Venstre kom med i februar.
En af rettighederne er tilknytning af en fast demenskoordinator. En sådan koordinator kan aflaste de pårørende med vejledning og kontakt til myndighederne.
Det er et initiativ, som Ældre Sagen og Alzheimerforeningen i weekenden opfordrede til.
De to organisationer mener, at en fremtidig national demensplan bør indeholde en national kronikerpakke på demensområdet. Den bør indebære retten til udredning inden 90 dage med tidlig inddragelse af en demenskoordinator, lyder det.
Retten til en fast demenskoordinator vil også gælde den demensramte.
Koordinatoren skal komme på besøg i hjemmet og hjælpe med at finde relevante tilbud om for eksempel fysisk træning i lokalområdet.
Venstre foreslår desuden, at pårørende får ret til deltagelse i samtalegrupper med andre i samme situation.
Man bør som pårørende også have ret til aflastningstilbud, lyder det fra Venstre.
Partiformand Troels Lund Poulsen kalder det i pressemeddelelsen et "nybrud i de rettigheder, som familierne skal have".
- Demens kaldes ofte "de pårørendes sygdom", da den rammer hele familien, og jeg tror, at de fleste af os kender familier, som har været ramt af demens.
- De nærmeste pårørende trækker et enormt læs både fysisk og mentalt, og jeg mener simpelthen ikke, at det er fair, at de personer skal stå alene med ansvaret, lyder det.
Venstre foreslår - udover retten til en demenskoordinator - også to andre rettigheder til den demensramte.
Den ene er ret til en samlet behandlings- og rehabiliteringsplan, der skal tilpasses de behov, den enkelte har.
Den anden er ret til hurtig adgang til forebyggende tilbud. Det skal være en mulighed for at dæmpe og udskyde forværring i sygdommen.
/ritzau/




