Toulouse, 15/07/2025 - 16:33
Valgren oplevede gul magi: Følte os som konger af Frankrig
En træningstur med Ben Healy på hviledagen viste Michael Valgren, hvor stor opmærksomhed den gule trøje giver.
Sarah Meyssonnier/Reuters
Af: /ritzau/
Den gule førertrøje giver opmærksomhed. Masser af opmærksomhed. Og det er ikke kun, når den sidder på en rytter i feltet i gang med endnu en Tour de France-etape.
Det oplevede Michael Valgren og hans holdkammerater på EF, da de trillede en tur rundt i og omkring Toulouse på første hviledag. Med i flokken var Ben Healy, der mandag erobrede trøjen og nu fik mulighed for at træne i den.
- Vi følte os som konger af Frankrig, fortæller Valgren.
- Selv om vi kørte over for rødt, var det ikke noget problem. Folk dyttede og var glade. Man mærker, hvor meget det betyder at have den gule trøje. Især på hviledagen, hvor der er tid til at nyde den, siger han.
Healy erobrede trøjen fra Tadej Pogacar efter at have været i udbrud på det meste af 10. etape.
Tidligere i løbet vandt han også en etape, og nu ved mange i Frankrig, hvem den britiskfødte irer er.
- Vi holdt ind og fik en kop kaffe, og det var ligesom at se fluer om en lort. Det var helt sindssygt, siger Michael Valgren.
- Havde vi ikke haft den gule trøje, så var der måske kommet et par stykker, der gerne ville have haft et billede med os alle sammen. Nu stimlede folk sammen om Ben. Det er ret vildt at se, hvad sådan en gul trøje kan gøre, lyder det fra den rutinerede dansker.
Holdet havde god tid til at fejre trøjeerobringen sammen i bussen på vej væk fra 10. etape.
Der ventede en fire timer lang køretur sydpå til Toulouse, hvor alle hold har opslået lejr på hviledagen, og hvor onsdagens etape starter.
Men selv om næste dag var en fridag, var der ikke decideret fest i holdbussen.
- Vi snakkede om, at vi kunne holde ind ved McDonald's og købe lidt is, men det er svært at køre ind med sådan en bus.
- Men da vi nåede frem ved midnatstid, havde nogle fra staben stillet champagne og øl frem, og kokken havde lavet lækre sandwich og cheesecake. Men helt ærligt, så var vi lidt trætte. Den bustur var lang at komme igennem, siger Michael Valgren.
Det er ikke kun rytterne, der nyder Tour de France-succesen. Holdledelsen soler sig også i den uvant store opmærksomhed.
Hvor presseaktiviteterne på hviledagen normalt kan klares med interviewaftaler for enkelte ryttere, var der denne gang stablet en reel pressekonference på benene.
Ved podiet sad Ben Healy og holdchef Jonathan Vaughters. Vaughters kaldte det top-3 over de bedste dage i holdets historie, og Valgren kan godt fornemme, at han er del af noget stort.
- Normalt er det her jo noget, der sker en gang i livet. Især når man kører samtidig med Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard, der jo nærmest har delt den gule trøje imellem sig de sidste fem år, siger Michael Valgren.
Ben Healy varsler, at han i de kommende dage vil skrue ned for udbrudsiveren i et helhjertet forsøg på at forsvare trøjen.
/ritzau/