Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Nykøbing Falster, 18/02/2026 - 11:17

Kvinde afviser forsøg på at indsmugle mikrofon til Philip Westh

Retten skal onsdag afgøre, om en kvinde er skyldig i at forsøge at smugle mikrofon ind til Philip Westh.

Jesper Andkjær/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En kvinde nægter, at hun forsøgte at indsmugle en gps-tracker med mikrofon, da hun i november 2023 skulle besøge den dengang drabsmistænkte Philip Patrick Westh.

Hun blev godt nok snuppet med gps-trackeren i lommen, da hun skulle ind i Storstrøm Fængsel, men hun afviser, at hun vidste, at den lå der.

- Jeg havde ikke en idé om, at den var der, siger hun onsdag i Retten i Nykøbing Falster.

Her er hun tiltalt for at forsøge ulovligt at sætte sig i forbindelse med en fængslet ved at forsøge at smugle gps-trackeren ind, som også havde en mikrofon.

Hun fortæller, at hun i første omgang havde en stor dunjakke på, da hun kørte til fængslet.

Men på parkeringspladsen ved fængslet skiftede hun til en uldjakke, som lå i hendes bagagerum, da hun ikke ville gå ind i fængslet i den store jakke. Hun var derfor ikke opmærksom på, at gps-trackeren lå i jakken, forklarer hun.

At hun overhovedet havde gps-trackeren, skyldtes, at hun ville holde øje med sin kæreste.

- Den gps-tracker har jeg brugt til at undersøge min kæreste. Der har været nogle forhistorier, hvor jeg har haft noget mistillid, siger hun.

Hun afviser dog, at hun vidste, at gps-trackeren også kunne optage lyd.

Kvinden havde en relation til Philip, men er beskyttet af et navneforbud i sagen, hvorfor hendes relation til Philip Westh ikke kan beskrives nærmere.

På tidspunktet for besøget var Philip Westh mistænkt for at have bortført en 13-årig pige, som senere blev befriet i hans hus. Han var blandt andet også sigtet for drabet på Emilie Meng, der blev dræbt i 2016.

Han var først for retten og blev dømt i sommeren 2024.

Tiltalen mod kvinden er rejst efter straffelovens paragraf 124, stk. 4.

I sagen vil anklagemyndigheden gå efter en fængselsstraf. Der vil maksimalt være tale om 30 dages fængsel.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek