Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Flushing, 26/08/2025 - 21:02

Verdensetteren Sinner åbner US Open-titelforsvar med sejr

Italienske Jannik Sinner spillede sig uden problemer forbi tjekken i første runde af US Open.

Sarah Stier/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Verdensetteren Jannik Sinner vandt sidste år grand slam-turneringen US Open, og tirsdag lignede den italienske tennisspiller en, der i år har planer om at gentage den bedrift.

I første runde af turneringen i New York spillede Sinner sig uden problemer videre med en sejr i tre sæt, 6-1, 6-1, 6-2, over tjekkiske Vit Kopriva, der ligger nummer 89 i verden.

Italieneren lignede aldrig en, der var i nærheden af at spille på sit topniveau, men mindre var også rigeligt.

Sinner vandt sidste år US Open, mens han i år har vundet Australian Open og Wimbledon.

I den sidste grand slam, French Open, blev det i maj til et finalenederlag til spanske Carlos Alcaraz, der formentlig også bliver den største konkurrent i dette års udgave af US Open.

De to tennisstjerner stødte sammen så sent som i sidste uge i finalen i Masters 1000-turneringen i Cincinnati, der var den sidste opvarmning til US Open.

Det møde varede kun 20 minutter, inden en syg Sinner måtte opgive at spille finalen færdig.

Der var dog intet sygdom at spore tirsdag hos italieneren, der som vanligt spillede med en meget lav fejlprocent. Han kom hurtigt foran 5-0 i første sæt, inden han kort efter udnyttede sin fjerde sætbold.

Der var mindst en klasses forskel mellem de to spillere på US Open-anlæggets største bane, Arthur Ashe Stadium, og det var tydeligt kampen igennem.

Selv om Kopriva kæmpede med alt, hvad han havde i sig, sendte Sinner alle bolde retur i hovedet på den chanceløse tjekke.

Det var egentlig ikke fordi, italieneren strøg om sig med vinderslag og flot spil, men hans bundsolide grundspil ved baglinjen sad lige i skabet, som det plejer.

I andet sæt afgav Sinner igen blot et enkelt parti, mens sejren blev sikret i tredje sæt, da verdensetteren foran 5-2 udnyttede den anden matchbold.

/ritzau/

Venedig, 30/08/2025 - 19:48

Tusinder demonstrerer for Gaza ved filmfestival i Venedig

Stefano Rellandini/Ritzau Scanpix

Demonstranter vil flytte fokus fra filmlærredet til Gaza og kræver, at filmfestival tager stilling i konflikt.

Tusindvis af mennesker viser lørdag deres modstand mod Israels belejring af Gazastriben ved en protest i den italienske by Venedig, hvor der er filmfestival.

Her forsøger demonstranterne at flytte fokus fra filmlærredet til virkelighedens tragedie.

- I er alle tilskuere til et folkedrab, lyder teksten på et skilt ved protesten.

Demonstrationen begyndte først på aftenen nogle få kilometer fra den røde løber, som stjerner som George Clooney og Julia Roberts har betrådt i de seneste dage.

- Underholdningsindustrien har den fordel, at mange følger den, så de bør tage stilling i spørgsmålet om Gaza, siger en af demonstranterne, 31-årige Marco Ciotola fra Venedig, til nyhedsbureauet AFP.

- Vi ved alle, hvad der foregår, og hvordan er det muligt, at det bliver ved, siger en anden demonstrant, Claudia Poggi.

Op til filmfestivalen i Venedig var krigen i Gaza et af de helt store samtaleemner.

Det skyldes et åbent brev fra en gruppe, der kalder sig "Venice4Palestine", som opfordrede festivalens ledelse til at sige fra over for den israelske regering og tage et tydeligere standpunkt i konflikten.

Det åbne brev er ifølge arrangørerne underskrevet af over 2000 filmfolk, blandt dem den anerkendte instruktør Guillermo del Toro, som er aktuel med filmen "Frankenstein".

Kontroversen om Gaza ventes at fortsætte i næste uge, hvor filmen "The Voice of Hind Rajab" får premiere.

Den foregår i Gazastriben og er baseret på en sand historie om en seksårig palæstinensisk pige, som i januar 2024 blev dræbt af israelske soldater sammen med seks medlemmer af sin familie, da de forsøgte at flygte fra Gaza By.

Store navne som Brad Pitt og Joaquin Phoenix er medproducenter på den film.

Lørdag aften er der et dansk islæt på programmet på filmfestivalen i Venedig.

Her har Anders Thomas Jensens nye film, "Den sidste viking", der også er shortlistet som dansk Oscar-kandidat, verdenspremiere. Den vises uden for konkurrence.

/ritzau/AFP

Læs Mere >>

København, 30/08/2025 - 08:00

FAKTA: Facts om Fantino

* Maria Fantino hedder egentlig Maria Emilie Prehn Hansen. Navnet Fantino fik hun som kælenavn som helt ung af en veninde, og det har holdt ved lige siden.

* Hun er født i 1995 i København, hvor hun stadig bor.

* Blev i 2015 som 20-årig optaget på Talentholdet på DR.

* Efter forløbet blev hun vært på P3-programmet "Curlingklubben" sammen med makkeren Christian Bonde.

* Ud over radioprogrammet lavede "Curlingklubben" også flere tv-udsendelser.

* Maria Fantino og Christian Bonde har fortsat deres professionelle makkerskab, efter at Maria Fantino blev ny X Factor-vært. De laver i dag podcasten "Fantino og Bonde" på Bauer Media sammen.

* Privat blev Maria Fantino i sommer gift med ingeniøren Emil Charlie Hansen.

Kilder: Alt for damerne, Bauer Media.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 30/08/2025 - 10:00

FAKTA: Få del i energirenoveringspuljen

* Energirenoveringspuljen åbnede for ansøgninger 19. februar. Der er i 2025 38,4 millioner kroner i puljen plus midler, der kommer fra tilsagn, der ikke er blevet udnyttet fra tidligere år.

* Puljen giver tilskud til projekter, der forbedrer boligens energieffektivitet og reducerer CO2-udledningen. Det gælder blandt andet isolering, nye vinduer, ventilationsanlæg og vandbåret rumvarme (radiatorer og gulvvarme).

* Kun helårshuse kan søge puljen. Der kan altså ikke søges om støtte til energirenoveringer af sommerhuset.

* Får du tilsagn om tilskud, skal renoveringsprojektet være afsluttet, og du skal have søgt om udbetaling, inden der er gået et år. Kan det ikke lade sig gøre, er det vigtigt at bede om udsættelse inden da. Ellers bortfalder dit tilskud.

Kilde: Energistyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 30/08/2025 - 10:00

Gør huset klar til køligere tider

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Med efteråret i sigte er det en god idé at gå huset igennem for energioptimeringer og samtidig udnytte septembers milde vejr til diverse småreparationer.

Septembers sprøde luft varsler om, at kalenderen snart byder på mørkere og koldere dage.

Som husejer er det derfor oplagt at kigge på, hvor du kan lave nogle energimæssige forbedringer, så dit hjem er klar til efteråret og vinteren.

Det siger Christina Schjervig, der er ekspert i byggeteknik og huseftersyn hos Videncentret Bolius.

- Hvis huset har et gyldigt energimærke, kan du bruge det som guideline, anbefaler hun og uddyber:

- Kigger du på dit energimærke, vil du kunne se, hvilke rentable energiforbedringer der kan være for dit hus. Det kan være efterisolering af loftet eller ydervægge, skift af glas i vinduer eller hele vinduer.

En anden god ting at gøre er at tjekke op på, om dit varmeanlæg trænger til et serviceeftersyn.

- Ligesom med alle andre mekaniske ting som en bil eller andre ting, der har en motor, kræver det noget vedligehold og eftersyn for, at de kører optimalt, siger Christina Schjervig og peger på, at der for eksempel kan spares en del energi ved at få reguleret husets varmepumpe.

Udenfor er det oplagt at gå en tur rundt om huset for at se, om der er noget, der er noget træværk, der trænger til en gang maling, eller om der er noget puds, der skal repareres.

- Det arbejde kan du lave nu, fordi vejret stadig er mildt. Det er ikke vildt varmt, og der er ikke noget frost endnu, fortæller Christina Schjervig.

Oplevede du problemer med højtstående vand på grunden under sommerens voldsomme nedbør, råder hun til, at du får kigget på, om der er noget, du kan gøre, for at sikre huset mod fremtidige regnskyl.

- Her er det først og fremmest vigtigt at finde ud af, om det er kælderen, der giver udfordringer, eller om det er selve grunden, der skaber problemer, siger Christina Schjervig og fortsætter:

- Hvis det er grunden der står under vand, kan du få fat i en kloakmester eller anlægsgartner til at kigge på afløb, kloak og terrænforhold. Hvis problemet er vandindtrængning i kælderen, kan du hyre en murer eller en entreprenør til at få tætnet muren eller lavet et dræn. Det er nogle lidt større projekter, som nok kræver både rådgivning og opsparing.

Christina Schjervig husker i den forbindelse på, at du som husejer stadig har mulighed for at få støtte fra energirenoveringspuljen og varmepumpepuljen. Du kan også gøre brug af håndværkerfradraget.

Du skal dog være opmærksom på, at det ikke er muligt at få tilskud fra flere forskellige statslige puljer til samme projekt. For eksempel må du ikke søge støtte fra både energirenoveringspuljen og håndværkerfradraget.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek