Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Santa Fe, 07/08/2026 - 02:02

Amerikansk domstol kræver milliarder fra Meta

Moderselskabet til Instagram skal bidrage til fond, der skal hjælpe teenagere med psykiske problemer.

Af: /ritzau/Reuters

En domstol i den amerikanske delstat New Mexico har torsdag pålagt techgiganten Meta at indbetale 567 millioner dollar - 3,7 milliarder kroner - til en statslig fond, der skal bekæmpe de psykiske problemer, som unge brugere af Metas produkter står over for.

Meta står blandt andet bag Facebook og Instagram.

Afgørelsen kommer efter en retssag i New Mexico, hvor Meta i marts blev dømt til at betale 375 millioner dollar - 2,4 milliarder kroner - i erstatning.

Meta blev dømt for at vildlede forbrugere om sikkerheden på selskabets sociale medieplatforme.

Techgiganten er uenig i torsdagens afgørelse fra domstolen i Santa Fe og vil anke beslutningen, oplyser selskabet.

RITZAU/Reuters

TjekDet - faktatjek