Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 12/03/2025 - 11:12

EU vil indføre nye afgifter som svar på amerikansk told

I april vil EU indføre told på amerikanske produkter for milliarder. Det sker som svar på Trumps toldpolitik.

Stephanie Lecocq/Reuters

Af: /ritzau/

EU vil svare tilbage på amerikansk told på stål og aluminium ved at lægge told på varer fra USA for 26 milliarder euro.

Det oplyser EU-Kommissionen onsdag morgen i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Værdien svarer til knap 194 milliarder kroner.

Ændringen i told på amerikanske varer bliver indført i næste måned, lyder det fra kommissionen.

Kommissionen har offentliggjort en liste på 99 sider med varer, der nu kan blive toldsat.

Størstedelen af varerne på listen er inden for kategorierne fjerkræ, frugt, grønt og alkohol.

Større varer på listen er byggemaskiner, sneplove og motorcykler.

Derudover vil tolden kunne ramme tyggegummi, elektroniske cigaretter eller "vapes", oblater og negligéer, som er natkjoler, der ofte er lavet af tyndt eller gennemsigtigt stof.

En amerikansk told på 25 procent på importeret stål og aluminium trådte i kraft tidligt onsdag morgen.

Den er ifølge Det Hvide Hus "uden undtagelser eller dispensationer". Dermed gælder toldsatserne al amerikansk import af begge metaller.

De nye afgifter er blot de seneste i en række fra Donald Trumps hånd. Den amerikanske præsident vil med told på udenlandske produkter øge incitamentet til at producere inden for landets grænser.

Kritikere af Trump siger omvendt, at han har startet en handelskrig, der vil skade USA.

Dansk Erhvervs USA-chef, Søren Friis Larsen, kalder Trumps planer "et toldmæssigt selvmål".

- Med denne alvorlige protektionisme eskalerer USA en helt unødvendig handelskrig med sine nærmeste samhandelspartnere til skade for både amerikansk og global økonomi, siger han.

Fra EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen lyder det onsdag, at EU ærgrer sig over den nye amerikanske told.

EU er klar til at gå en anden vej, siger hun.

- Vi er klar til at indgå i en meningsfuld dialog. Jeg har bedt handelskommissær Maros Sefcovic om at genoptage samtaler, hvor der kan findes bedre løsninger med USA.

I mellemtiden er planen klar for EU.

Den 1. april ophæves en pause i told på amerikanske produkter. Knap to uger senere - 13. april - bliver der præsenteret en ny pakke med økonomiske tiltag, siger von der Leyen.

Den største andel af den stål, der importeres i USA, kommer fra Canada, Mexico og Brasilien. Det viser data fra den amerikanske regering og sammenslutningen af amerikanske stålproducenter, Aisi.

Under sin første embedsperiode indførte Donald Trump også told på 25 procent på udenlandsk stål, mens han samtidig lagde 10 procent told på aluminium.

Senere indførte præsidenten toldfrie kvoter for import af stål og aluminium fra nabolandene Canada og Mexico.

De toldfrie kvoter blev udvidet til også at omfatte EU og Storbritannien, mens Joe Biden var præsident.

/ritzau/

København, 28/04/2025 - 08:00

Storcharmøren Tom Jones giver koncert i Tivoli

Tolga Akmen/Ritzau Scanpix

Den walisiske sanger Tom Jones vender tilbage til Danmark den 19. juli. Han optrådte her senest i 2022.

Charmen har aldrig fejlet noget hos 84-årige Tom Jones, der i årevis har fejet benene væk under alverdens kvinder.

Og befinder du dig i Tivoli i København den 19. juli, kan du synge med på hits som "Delilah", "It's Not Unusual" og "Sexbomb", når manden med den store stemme gør comeback på Plænen.

Tom Jones er nemlig en del af LørdagsHits-programmet i Tivoli, oplyser den gamle have i en pressemeddelelse.

- LørdagsHits i Tivoli hylder for fjerde år i træk popmusik, der stadig holder efter flere årtier. Koncerterne er blevet et populært mål for fans med kærlighed til tidløs popmusik, de kender, skriver Tivoli.

Programmet tæller også navne som Bryan Adams, Lis Sørensen, Michael Learns to Rock og Danser med Drenge.

Sidste gang, den walisiske sanger var i Danmark i 2022, stod han også på Plænen i Tivoli.

Historien om Tom Jones er historien om en kulminearbejdersøn fra Wales, der blev verdensstjerne.

Han har optrådt sammen med navne som Elvis Presley, Little Richard og Janis Joplin.

Og med en karriere, der strækker sig over mere end fem årtier, har Tom Jones sunget for generationer og haft utallige hits.

- Han har for længst bevist sin evne til at forny sig gennem årene og favne genrer som rock, pop, soul og R&B. Hans overskudsagtige energi og karisma gør ham stadig til en af de mest elskede og streamede artister i verden, skriver Tivoli i pressemeddelelsen.

Den walisiske sanger blev adlet af den nu afdøde britiske dronning Elizabeth i 2006, hvilet var en stor ære for Jones, står der på sangerens hjemmeside.

- Sir Tom Jones, der fylder 85 år den 7. juni, er igen tilbage i Tivoli, og han er fortsat Mr. Sex Bomb!, skriver forlystelsesparken.

Der vil være pladsreservation til Bryan Adams samt til Tom Jones. Det meldes ud senere, hvordan man kan sikre sig adgang, oplyser Tivoli.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/04/2025 - 08:00

Dansk stjerne giver endelig efter for sønnens drøm om skuespil

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Danske Simon Sears skal spille sammen med sin søn Skuli i serien "Generationer". Faren syntes ellers længe, at sønnen var for ung til at gå ind i skuespil.

Simon Sears blev i december sidste år far for tredje gang. Alligevel har han stadig til gode at vise sig selv frem på det store lærred for sine børn.

Det kan nemlig være svært for en skuespiller, hvis cv primært består af dystre eller alvorlige projekter som "Herrens veje", "9. april" og "Den som dræber".

Den nye DR-serie "Generationer" er heller ikke ligefrem målrettet børn, men den danske skuespiller har været glad for at spille familiefaren Martin, der minder mere om ham selv som person.

- Han er bare blødere, end det jeg ellers har spillet. Og jeg er måske bare en blød mand på mange områder, fortæller Simon Sears.

Karakteren kommer særligt tæt på hans eget liv, da et af hans fiktive børn i serien faktisk spilles af hans egen søn Skuli på otte år.

- Han vil så gerne være skuespiller. Og jeg har så mange gange sagt nej til, at han måtte komme til casting. Jeg syntes, det var for tidligt og for hårdt, fortæller Simon Sears.

Da den 41-årige skuespiller så selv var til casting til rollen i "Generationer", blev der spurgt, om han ikke også havde en søn, der var interesseret i skuespil.

Simon Sears blev enig med sin kone, Ingibjörg, om, at hvis sønnen endelig skulle være med i noget, så var det bedst, at det var sammen med sin far.

Sønnen kom til casting, og det endte med, at han fik rollen som otteårige Leo, der er barn til Simon Sears' karakter, Martin.

Derfor skulle Simon Sears for første gang prøve at være kollega med sin søn.

- Jeg havde en fantastisk oplevelse med det. Det var jo en gave til os begge to, fortæller Simon Sears og genkalder:

- Han blev så underligt professionel, når han så var der. Jeg koncentrerede mig bare om mit. Han havde fuldstændig styr på det, så jeg blandede mig ikke i hans arbejde.

"Generationer" er aktuel på DR, og det er derfor også oplagt, at hans ældste søn, Skuli, endelig får lov til at se sin far og ikke mindst sig selv på skærmen.

Det er dog ikke helt nemt, da der er bestemte scener, som drengen helst skal undgå.

- Jeg har faktisk siddet og set det hele igennem og skrevet tidskoder ned, så han kan få lov til at se sine egne scener, fortæller Simon Sears.

Selv om børnene aldrig har haft mulighed for at se deres fars ansigt på det store lærred, har de haft mulighed for at høre ham.

Han lagde nemlig stemme til karakteren Shadow i den danske version af animationsfilmen "Sonic the Hedgehog 3".

- Det, har de syntes, var så fedt! Det er det eneste, deres klassekammerater ved noget som helst om. Det er, at jeg laver tegnefilm, siger Simon Sears.

Simon Sears har også lagt stemme til "Transformers One" og "Bølle på eventyr".

Nu er skuespilleren aktuel side om side med sønnen, Skuli, i dramaserien "Generationer", der vises hver søndag på DR 1 og DRTV.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 28/04/2025 - 08:00

FAKTA: Udvalgt sæsonliste for dansk frugt og grønt

* Januar: Grønkål, gulerod, jordskok, knoldselleri, porre, rødkål, æble.

* Februar: Grønkål, gulerod, jordskok, knoldselleri, pastinak, porre, rødbede, æble.

* Marts: Agurk, gulerod, jordskok, knoldselleri, porre, rødbede, æble.

* April: Agurk, gulerod, jordskok, porre, rabarber, radise, rødbede.

* Maj: Agurk, asparges, gulerod, porre, rabarber, spinat.

* Juni: Asparges, jordbær, radise, spinat, tomat, ærter.

* Juli: Aubergine, hindbær, jordbær, radise, spinat, squash, tomat, ærter.

* August: Blomme, broccoli, brombær, kirsebær, pære, ærter.

* September: Blomkål, blomme, pære, rødbede, squash, tomat, æble.

* Oktober: Blomkål, broccoli, fennikel, græskar, gulerod, pære, æble.

* November: Blomkål, broccoli, jordskok, knoldselleri, pære, rødkål, æble.

* December: Gulerod, pastinak, pære, rosenkål, rødbede, rødkål, savojkål, æble.

Kilder: Fødevarestyrelsen og Forbrugerrådet Tænk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 28/04/2025 - 08:00

FAKTA: Opbakning til dansk frugt og grønt

* Ni ud af ti danskere mener, at det er vigtigt eller meget vigtigt, at vi har en produktion af frugt og grønt i Danmark.

* Og 78 procent erklærer sig enige eller meget enige i, at de foretrækker at købe dansk frugt, når det er muligt.

* 32 procent mener, at en dansk produktion af frugt og grønt er vigtig, fordi den fremmer forståelsen for råvarernes sæson, mens 41 procent mener, den er en vigtig del af en dansk madkultur og identitet.

Kilde: Madkulturens forbrugerundersøgelse fra februar 2025.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek