Berlin, 06/05/2025 - 14:44
Anden afstemning om kanslerpost finder sted tirsdag
Lederen af SPD, Lars Klingbeil, oplyser til Reuters, at en ny afstemning om kanslerpost snart vil finde sted.
Fabrizio Bensch/Reuters
Af: /ritzau/
Det tyske parlament skal stemme endnu engang om kanslerposten tirsdag. Det oplyser lederen af det socialdemokratiske parti SPD, Lars Klingbeil, til Reuters.
Afstemningen vil ifølge mediet allerede finde sted klokken 15.15.
Også gruppelederen for den konservative union CDU og CSU, Jens Spahn, bekræfter over for mediet Frankfurter Allgemeine, at endnu en afstemning snart vil finde sted.
Ved dagens første afstemning lykkedes det ikke kanslerkandidaten Friedrich Merz at blive valgt som landets kansler efter afstemning i det tyske parlament.
Mod forventning fik han ikke de 316 stemmer, som er det magiske tal, hvis Merz skulle vælges som ny kansler.
Blot 310 af politikerne i parlamentet stemte for kanslerkandidaten, hvilket er seks for lidt.
Ifølge det tyske medie Spiegel er det aldrig før sket, at en udpeget kansler er mislykkedes med at komme igennem første runde af afstemningen, efter koalitionsforhandlingerne var på plads.
Det tyske nyhedsbureau dpa kaldte resultatet af første afstemning en "kæmpe ydmygelse" for Merz.
Afstemningen kommer, dagen efter Merz, der leder de konservative partier CDU/CSU, underskrev en regeringsaftale med det socialdemokratiske parti SPD, som der er indgået koalition med.
Koalitionen har tilsammen 328 sæder i Forbundsdagen, hvilket bidrager til skuffelsen over nederlaget for Merz ved dagens afstemning.
Selve afstemningen foregår anonymt, så derfor er det uvist, hvilke politikere, der er gået mod partitoppen.
/ritzau/