Kongens Lyngby, 03/07/2025 - 12:52
Skolepædagog skal i fængsel for krænkelser af piger
I 2018 blev en skolepædagog frifundet for at krænke to børn. Nu er han dømt i en ny sag.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
I løbet af flere år udsatte en skolepædagog seks piger på en nordsjællandsk skole for overgreb eller krænkelser.
Torsdag har Retten i Lyngby straffet den i dag 43-årige Lars Larsson med fængsel i to år og tre måneder. Samtidig er han blevet varetægtsfængslet på grund af sagens grovhed.
Krænkelserne og overgrebene fandt sted på skolen fra 2012 til 2017, da pigerne var seks til ni år. Han var tiltalt for at forgribe sig på i alt syv piger, men er blevet helt frifundet i det ene forhold.
Fem af pigerne blev udsat for blufærdighedskrænkelse, mens den sjette pige blev udsat for overgreb, der karakteriseres som andet seksuelt forhold end samleje.
Lars Larsson nægter sig skyldig og har straks anket dommen til landsretten.
Han stod stille og reagerede ikke synligt, da han netop havde fået dommen. På tilhørerrækkerne sad flere af pigerne, som han undgik at se på.
Også i 2018 var han anklaget i en lignende sag. Dengang blev han frifundet for anklager om at have berørt to andre piger fra samme skole intimt.
Men i 2024 startede politiet en ny efterforskning op mod manden. Det skete, da en pige i februar 2024 fortalte til en lærer på sin nye skole, at hun havde været udsat for overgreb på sin tidligere skole.
Det var den pige, der blev udsat for det, der går i kategorien andet seksuelt forhold end samleje. Hun var seks-otte år, da det fandt sted.
Efter at politiet hørte om de påståede overgreb mod pigen, fik det kontakt til de andre piger i sagen, hvoraf fem ifølge byretten er blevet udsat for blufærdighedskrænkelse.
Det omhandler blandt andet befølinger uden på tøjet af numser og kønsdele.
Den tiltalte har ikke været ansat på skolen, siden han i 2017 blev politianmeldt i den første sag. I dag bor han i Østjylland.
På sagens første retsmøde fortalte han, at ingen af episoderne havde fundet sted.
Han forklarede, at der måtte lægge "et hævnmotiv" bag fra eleverne og forældrene.
Foruden fængselsstraffen må han ikke længere ikke arbejde med børn eller unge under 18 år.
/ritzau/