Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/11/2023 - 07:00

Singler rører og hører sig frem i nyt datingprogram på TV 2

TV 2 Echo blænder op for et nyt datingprogram, hvor deltagerne bogstaveligt talt får skærpet sanserne i deres jagt på kærligheden.

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Tiltrækningens kraft kommer under lup i et nyt datingeksperiment på TV 2 Echo.

Programmet hedder "Se mig, hør mig, elsk mig" og får premiere 14. november, oplyser kanalen i en pressemeddelelse.

I "Se mig, hør mig, elsk mig" tjekker i alt 20 singler, ti mænd og ti kvinder i alderen 21 til 31, ind på et hotel, hvor de skal date hinanden på kryds og tværs.

Der er dog et benspænd: Når parrene mødes, må de nemlig enten kun se og røre hinanden eller kun høre hinanden.

Ifølge TV 2 skaber det både nogle sjove, udfordrende og nogle gange tåkrummende situationer.

- I udviklingen af "Se mig, hør mig, elsk mig" blev vi nysgerrig e på, hvor bevidste vi egentlig er om, hvad der tænder os, når vi dater, siger TV 2-redaktør Anders Fuchs i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Vi fik lyst til at udvikle et program, der med et glimt i øjet og en overraskende præmis kunne gøre både de medvirkende og seerne klogere på den indre og ydre tiltrækning.

Frem for at finde den eneste ene som i programmet som "Gift ved første blik og "Bachelor" går "Se mig, hør mig, elsk mig" i højere grad ud på at skærpe deltagernes bevidsthed i datingprocessen, fortæller han.

For spørgsmålet er, om romancen vil fortsætte, hvis indpakningen er perfekt, men samtalen halter? Eller hvis samtalen slog gnister, men udseendet overrasker?

- Hvor mange andre datingeksperimenter påstår, at det primært er det indre, der tæller, anerkender vi, at det ydre kan betyde mindst lige så meget for nogle, lyder det fra Anders Fuchs.

- Her dater de medvirkende i en ramme, de aldrig har prøvet før, hvor vi skiller deres sanser fra hinanden og skærper deres bevidsthed i mødet med et andet menneske.

Det nye datingprogram strækker sig over ti afsnit og har skuespiller og model Zelma Lewerissa, der blandt andet er kendt fra filmen "Jomfruer fra rummet, som vært.

Første afsnit kan ses på TV 2 Echo og TV 2 Play 14. november.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek