Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 02/03/2025 - 08:00

Forældre og fællesskab spiller stor rolle i barnets idrætstrivsel

At bidrage til fællesskabet, når dit barn dyrker idræt, behøver ikke at betyde, at du skal møde op til hver træning. Men vis interesse for kulturen og stedet.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus

Tusindvis af børn og unge drager landet over mod fodboldbanen, atletikklubben og et hav af andre idrætsaktiviteter.

Som forælder tror du måske, at den bedste opbakning til dit barn er at stå på sidelinjen under hver træning eller melde dig som holdleder. Men sådan behøver det ikke nødvendigvis at være.

Faktisk handler det grundlæggende om at have en positiv indstilling over for de arrangementer og de personer, som dit barn omgives af i sin idræt, lyder budskabet fra sportspsykologisk konsulent og terapeut Janne R. Mortensen fra Mental Motion.

- Det er godt at vise interesse for, hvem det er, barnet dyrker sin sport med, hvad det er for et sted og en kultur - mere end på kompetenceudviklingen, siger Janne R. Mortensen, som er en del af en ekspertgruppe, som fokuserer på børns trivsel i idrætten, under Danmarks Idrætsforbund (DIF).

- For vi kan komme til at have et for stort fokus på at udvikling af kompetencer og miste fokus på fællesskabet og vennerne.

Hos børn handler en stor del af glæden ved at bevæge sig nemlig om at føle et tilhørsforhold til det sted, man dyrker sin sport - hvor børnene kan mærke, at de er velkomne og har en plads, forklarer hun.

- Her har vi som forældre en stor påvirkning, i forhold til hvordan vi omtaler stedet, trænere, børnene, samt hvordan vi viser interesse for klubben og sporten, siger hun.

Janne R. Mortensen understreger, at der er mange forskellige måder at bakke sit barn op på i idrætten. Det kan afhænge af det enkelte barn og faktorer som kulturen og forventningerne i barnets klub.

Men uanset hvilken tilgang du har som forælder, er det altså godt at fokusere på fællesskabet.

Derudover er det relevant at have blik for relationen til træneren. Her handler det om at møde vedkommende på en måde, som Janne R. Mortensen kalder for relationskompetent - det vil sige, at du prioriterer nysgerrighed og pakker vurderinger og domme væk.

Det gælder, uanset om man som forælder er enig i trænerens beslutninger eller ej.

- Trænerne har ikke rum til at have 25 forældre, der hver især synes noget. Men man kan godt fortælle om sine observationer og tanker til træneren uden at være dømmende eller vurderende, siger hun.

Skulle du være uenig i trænernes beslutninger eller vedkommendes måder at gøre tingene på, råder Janne R. Mortensen til, at du på en åben måde spørger ind til baggrunden for trænerens beslutninger. På den måde viser du, at du er nysgerrig, uden at du dømmer trænerens valg.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek