Washington D.C., 09/07/2026 - 02:49
Demokratisk kandidat stopper valgkamp til Senatet efter sexanklager
Graham Platner, der var Demokraternes kandidat til et senatsvalg i Maine, indstiller sin valgkamp.
Af: /ritzau/
Demokraten Graham Platner indstiller sin valgkamp til senatsvalget i den amerikanske delstat Maine.
Det meddeler politikeren i en video på det sociale medie X.
Graham Platner trækker sig, efter at han af flere fremtrædende demokrater de seneste dage er blevet opfordret til at trække sig på grund af beskyldninger om et seksuelt overgreb.
- Vi mener, at bevægelsen kun kan fortsætte, hvis det ikke er mig, der står i spidsen, og derfor indstiller vi vores valgkamp, siger Graham Platner i videoen.
Platner var nomineret som Demokraternes kandidat til Senatet i Washington D.C. Senatet er det ene af Kongressens to kamre.
Mandag bragte det amerikanske medie Politico en artikel, hvor en kvinde beskylder den 41-årige politiker for at have udsat hende for et seksuelt overgreb.
Kvinden, der tidligere har indgået i en relation med Platner, fortalte, at politikeren var meget beruset, da han i 2021 angiveligt trængte ind i hendes hjem og udsatte hende for et seksuelt overgreb.
Overgrebet fortsatte ifølge kvinden, selv om hun gentagne gange bad Platner om at stoppe. Efterfølgende afbrød hun al kontakt til politikeren.
Platner har afvist beskyldningerne, som han kalder falske.
Sagen har de seneste dage fået en række fremtrædende demokrater til at trække støtten.
RITZAU




