Port-au-Prince, 16/06/2026 - 05:49
FN's generalsekretær skal besøge voldsofre i uroplagede Haiti
Tirsdag skal Guterres mødes med mænd, kvinder og børn påvirket af vold i Haiti, hvor bander skaber problemer.
Af: /ritzau/AFP
FN's generalsekretær, António Guterres, skal tirsdag besøge Haiti for at vise solidaritet med ofre for vold i det fattige caribiske land.
Det fremgår af en udtalelse fra hans kontor.
Haiti har længe været plaget af både politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige problemer.
Generalsekretæren vil i Haiti mødes med mænd, kvinder og børn, hvis liv er påvirket af vold, lyder det. Han var senest i Haiti i juli 2023.
- Han vil med egne øjne se de humanitære og sikkerhedsmæssige udfordringer, som landet står over for, samt indsatsen fra de nationale myndigheder og det internationale samfund for at genoprette stabilitet og støtte det haitianske folk, siger Farhan Haq, som er talsperson for Guterres, til journalister.
I årevis har Haitis magtfulde bander udført drab, voldtægter, plyndringer og bortførelser, hvilket har medført stor ustabilitet i landet.
Næsten 1,5 millioner ud af en befolkning på omkring 11 millioner er aktuelt fordrevet i landet. Mere end fem millioner mennesker står ifølge FN-tal over for det, der kaldes alvorlig fødevareusikkerhed.
/ritzau/AFP




