23/10/2025 - 08:00
Sådan får du græskarlygten til at holde længst muligt
Levetiden er kort for halloweengræskarret med lys i. Det er dog muligt at forlænge holdbarheden ved at følge et par enkle fif.
Frank Hammerschmidt/Ritzau Scanpix
Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus
Det skælmske orange ansigt ude foran hoveddøren rådner uhyggeligt hurtigt.
Men du kan gøre flere ting for at undgå, at græskarlygten forvandler sig til en klam gang smat, inden det sidste halloween-hyl har lydt i efterårsmørket.
Først og fremmest er det en god idé at sætte græskarret tæt op ad huset og gerne under et halvtag for at beskytte det mod vind og vejr. Særligt frost har det ikke godt af.
Det fortæller Britta Surland, der er leder af Arlas inspirationskøkken og derudover deler kreative gør-det-selv-idéer på Instagram og Facebook.
- Nummer to ting, du kan gøre, er at pensle hele græskarret inden i med atamon (flydende konserveringsmiddel). Så holder det lidt længere, siger hun og tilføjer, at jo mere, du har skåret i græskarret, jo hurtigere rådner det.
Selv om detaljerede udskæringer er flotte, så ødelægger det samtidig mere af græskarret, og derfor er græskarlygten mere skrøbelig over for bakterier og regn og rusk.
Den pointe kommer også fra Emil Obel, der ud over at være kendt for at vinde bagekonkurrencen "Den Store Bagedyst" også er en inkarneret halloween-entusiast. Han er blandt andet forfatter til bogen "Halloweenbogen", hvor han deler masser af grum inspiration til hjemmelavede halloweendekorationer.
Emil Obel gør klart, at det mest holdbare græskar, er det, du slet ikke skærer i.
Ønsker du dig det ultimative langtidsholdbare halloweengræskar, kan du derfor vælge helt at droppe kniven og i stedet tegne eller male på det, foreslår han.
- Det kan blive superflot. Jeg bruger bare sprittuscher og helt almindelig maling, man kan købe i hobbybutikker. Så kan man ellers bare give den los med, hvad man synes, er sjovt, siger Emil Obel og uddyber:
- Du kan stadig male ansigter på græskarret, hvis det er det, man vil. Men du kan også tegne spindelvæv eller noget andet.
Maler eller tegner du på græskarret, er det selvfølgelig vigtigt lige at huske at lade det tørre indenfor, inden du stiller det ud, så dine kreationer ikke løber af i regnen.
/ritzau fokus/