San Francisco, 11/04/2026 - 04:41
Kandidat til guvernørposten i Californien afviser overgrebsanklager
Eric Swalwell opfordres til at trække sig fra guvernørvalg i Californien efter anklager om seksuelle overgreb.
Manuel Orbegozo/Reuters
Af: /ritzau/
Det amerikanske kongresmedlem Eric Swalwell, der er en af Demokraternes topkandidater til posten som guvernør i Californien, er blevet anklaget for at have begået seksuelle overgreb mod en tidligere ansat.
Det skriver flere medier, heriblandt CNN samt nyhedsbureauerne Associated Press (AP) og Reuters.
Det nægter Swalwell, skriver Reuters.
Avisen San Francisco Chronicle skrev fredag, at en kvinde, der tidligere arbejdede på Swalwells distriktskontor, har anklaget ham for to gange at have haft sex med hende, mens hun angiveligt var for beruset til at give samtykke.
Det skal være sket i 2019, mens hun var ansat, og i 2024, efter at hun havde forladt sin stilling.
San Francisco Chronicle nævner ikke kvinden ved navn.
Den tidligere ansatte udtaler natten til lørdag dansk tid til CNN, at der ved hændelsen i 2024 var tale om en reel voldtægt.
- Jeg skubbede ham væk fra mig og sagde nej. Han stoppede ikke, siger hun til CNN.
Det nægter Swalwell på det kraftigste, siger han til CNN og San Francisco Chronicle.
CNN skriver desuden, at tre andre kvinder har anklaget Swalwell for separate tilfælde af seksuel chikane, herunder uopfordrede beskeder med eksplicit indhold eller nøgenbilleder.
CNN har fundet elementer, der bestyrker kvindens forklaring, blandt andet beskeder, som hun sendte til to venner kort efter den påståede voldtægt. Hun har desuden delt sin lægejournal, der viser, at hun tog kønssygdoms- og graviditetstest efterfølgende.
Swalwell har afvist alle beskyldningerne.
- De her anklager er falske og kommer mod frontløberen til guvernørposten lige op til et valg, siger han i en udtalelse til både San Francisco Chronicle og CNN.
Beskyldningerne har ifølge Reuters haft stor effekt på den igangværende valgkamp i Californien. Senator Adam Schiff, der er en anden fremtrædende demokrat, har trukket sin støtte til Swalwell tilbage og opfordret ham til at trække sig.
Den demokratiske ledelse i Repræsentanternes Hus, heriblandt Hakeem Jeffries, har udtalt, at Swalwell bør "indstille sin valgkamp med det samme", skriver Reuters.
I et stort felt af kandidater fra flere partier er Swalwell bredt set blevet betragtet som en af favoritterne til at gå videre til en anden valgrunde i Californiens partineutrale guvernørvalg.
De to kandidater, der får flest stemmer ved primærvalget i juni, går videre til selve valget i november, uanset hvilket parti de tilhører.
Californiens nuværende guvernør, Gavin Newsom, kan ikke stille op til posten igen, da han har besiddet den i to valgperioder.
/ritzau/




