Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/05/2024 - 11:36

Linda P om sin fortid: Jeg er forberedt på min datters spørgsmål

Linda P gør sit bedste for at holde arbejde og barn adskilt. Derhjemme prøver komikeren at holde hverdagen med datteren "superkedelig" og normal.

Af: Af Silja Petri, Ritzau Fokus

I januar for fire år siden blev Linda P mor for første gang til en datter med navnet Nanna.

I mange år var komikeren ellers overbevist om, at hun aldrig skulle have børn. Men efter at datteren kom til verden, har Linda P omfavnet mor-rollen.

- Det er kommet meget bag på mig, hvor meget løvemor jeg er blevet, siger hun og tilføjer:

- Før var jeg virkelig sådan en, der var superirriterende, der sagde: "Jeg bliver aldrig en curlingmor. Børn skal bare lære tingene, og der skal være asfalt, sår og skrammer".

At Linda P er blevet mor, er også noget, som hendes komikerkolleger har bidt mærke i.

I sjette afsnit af det nye Prime Video-program "Roasted: Verdens sjoveste ferie" er det Linda P, der sidder i den varme stol og bliver "grillet". Og her bliver datteren også nævnt.

- Linda ser lidt sjov ud i ansigtet. Jeg ved ikke, om det er fordi, at hun er fornærmet, eller fordi hun er kommet i tanke om, at hun har glemt at hente sin datter, siger komiker Mikkel Klint Thorius i programmet.

Men faktisk forholder det sig helt anderledes.

Linda P har opdaget, at hun måske beskytter sin datter lidt for meget en gang imellem.

- Jeg har en veninde fra mødregruppen, der siger: "Tænk, når vi en dag skal hente vores børn fra Kødbyen, fordi de har drukket for meget", siger hun og fortsætter:

- Sådan har jeg det slet ikke. Jeg har bare et billede af, at min datter bor hjemme, til hun er 40, og at hun aldrig skal drikke.

Den 39-årige komiker prøver dog at finde en god balance, når det kommer til moderinstinktet.

- Man må heller ikke overbeskytte sine børn, for så står de en dag i X Factor og tror, at de kan synge, og det er jo også synd. Men jeg synes ikke, at det gør noget at beskytte dem lidt, siger Linda P.

Komikeren har været et kendt ansigt i næsten to årtier.

I den tid har hun medvirket i et utal af tv-programmer, film og forestillinger. Derudover har hun fem onemanshows med sig i bagagen og et nyt på vej.

Linda P gør sig derfor også umage for at holde sit arbejde og privatliv med datteren adskilt.

- Jeg prøver virkelig at holde vores hverdag superkedelig. Vi rydder af bordet. Vi går ned med flasker. Det må ikke blive en unormal verden, siger hun.

Hun lægger heller ikke billeder og videoer op på sociale medier af sin datter. Men i ny og næ kan hun godt finde på et dele et øjeblik mellem dem i en story på Instagram.

- Jeg synes, at det er synd at dele billeder, der ligger på nettet permanent, hvis hun ikke vil have det, når hun bliver ældre, siger komikeren og fortsætter:

- Men samtidig er jeg jo bare en ganske almindelig, stolt mor, der gerne vil vise mit barn frem. Så jeg prøver at finde en balance.

Linda P har ikke kunnet adskille arbejde og familie fuldstændigt fra hinanden.

Datteren har været med på arbejde et par gange. Og en enkelt gang har hun været med inde på scenen for at sige hej til publikum.

- Hun synes bare, at det er en stor legeplads, hvor man kan løbe rundt. Hun drøner rundt på scenen, før publikum kommer, og så synes hun, at det er sjovt, at man kan lave lyde i mikrofonen, fortæller Linda P.

I dag lever komikeren et liv, der er helt anderledes i forhold til det, hun levede engang.

I årevis skrev sladderblade om en hårdkogt vestegnspige, der var afhængig af alkohol, stoffer og kvinder.

Linda P er også forberedt på, at hendes datter en dag kommer til at sætte spørgsmålstegn ved hendes fortid.

- Når hun en dag kommer og stiller spørgsmål, så vil jeg sige det, der skal siges. Det er min historie, og der er ikke noget, jeg ikke kan stå inde for. Der har været en grund til alting, siger hun og tilføjer:

- Jeg tror faktisk, at det kun er en god bagage i forhold til at skræmme hende fra at gøre noget af det samme.

Linda P's ydre har også ændret sig ret markant siden 00'erne og de spæde 10'ere, hvor hun vandt frem på den danske comedyscene.

Huer og Adidas-trøjer er blevet skiftet ud med kjoler og opsat hår.

- Jeg har haft rigtig mange år, hvor jeg slet ikke favnede min femininitet. Det er jo også tydeligt, når man kigger tilbage i min fortid, siger hun og fortsætter:

- Men jeg har mange forskellige farver, og jeg er stadig en bulderbasse, en stodder og en bitch.

Ud over "Roasted: Verdens sjoveste ferie" er Linda P også aktuel med sit nye onemanshow "Slutty Mary".

Showet handler om det, der fylder allermest i hendes liv lige nu. Nemlig at være mor.

- Det kan virkelig noget at være mor og leve et almindeligt liv. Og jeg synes også, at jeg skylder mit kvindelige publikum at favne den side af mig selv, siger hun.

Da hun annoncerede sit nye onemanshow, var der flere mænd, der kom med kommentarer.

- De (mændene, red.) sagde: "Altså handler det kun om at være alenemor?" Og ja det gør det. Nu er der noget til "the ladies". Og det er pissedejligt, at der sidder nogen derude, der også har patter og er trætte, der har brug for at blive set, siger Linda P.

Afsnit fire af "Roasted: Verdens sjoveste ferie" udkommer fredag den 24. maj og kan ses på streamingtjenesten Prime Video.

/ritzau/

Hiroshima, 25/04/2025 - 04:08

Kong Frederik lægger krans ved mindesmærke for atombombes ofre

Kim Kyung-Hoon/Reuters

Kong Frederik er på tiltrædelsesbesøg i Japan. Natten til fredag markerer han 80-året for atombombers fald.

Kong Frederik er natten til fredag dansk tid med til at markere 80-året for de atombomber, der blev kastet over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki.

Ledsaget af Hiroshimas borgmester, Kazumi Matsui, har kongen lagt en krans ved et mindesmærke i byen. Det sker under en mindehøjtidelighed i storbyen.

Det fremgår af billeder fra nyhedsbureauet Reuters.

Senere på natten vil kongen besøge et museum, der dokumenterer konsekvenserne af atombomberne. Det fremgår af kongehusets hjemmeside.

Det var amerikanske bombefly, der kastede atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i august 1945. Titusindvis af mennesker mistede livet.

Kong Frederik indledte onsdag et tiltrædelsesbesøg i Japan. Her var han i Japans hovedstad, Tokyo, hvor han deltog i en række besøg med fokus på bæredygtig fødevareproduktion, gastronomi, grøn energi og life science.

Torsdag var kongen med til den officielle åbning af Danmarksdagen på verdensudstillingen Expo 2025 i Osaka. Her holdt han åbningstalen.

Kongen fik også en guidet tur rundt i den nordiske pavillon på verdensudstillingen. Her kan man få et indblik i nordiske værdier og løsninger inden for eksempelvis grøn omstilling, innovation og bæredygtighed.

Under tiltrædelsesbesøget er kong Frederik ledsaget af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V), og erhvervsminister Morten Bødskov (S).

Ministrene deltager alle i forskellige aktiviteter under besøget i Japan.

Kong Frederiks besøg afrundes senere fredag i det kejserlige palads, hvor Japans kejser Naruhito modtager kongen til en middag.

Også i 1998 besøgte han kejser Naruhito, der på daværende tidspunkt var kronprins, ligesom kong Frederik selv var det.

Kongens første officielle udlandsbesøg som kronprins i 1987 gik ligeledes til Japan.

/ritzau/

Læs Mere >>

Hiroshima, 25/04/2025 - 03:41

Kong Frederik lægger krans på mindemærke for atombombes ofre

Kim Kyung-Hoon/Reuters

Kong Frederik er på tiltrædelsesbesøg i Japan. Natten til fredag markerer han 80-året for atombombers fald.

Kong Frederik er natten til fredag dansk tid med til at markere 80-året for de atombomber, der blev kastet over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki.

Ledsaget af Hiroshimas borgmester, Kazumi Matsui, har kongen lagt en krans ved et mindesmærke i byen. Det sker under en mindehøjtidelighed i storbyen.

Det fremgår af billeder fra nyhedsbureauet Reuters.

Senere på natten vil kongen besøge et museum, der dokumenterer konsekvenserne af atombomberne. Det fremgår af kongehusets hjemmeside.

Det var amerikanske bombefly, der kastede atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i august 1945. Titusindvis af mennesker mistede livet.

Kong Frederik indledte onsdag et tiltrædelsesbesøg i Japan. Besøget afrundes senere fredag i det kejserlige palads, hvor Japans kejser Naruhito modtager kongen til en middag.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 25/04/2025 - 06:00

FAKTA: Overskydende skat siden 2019

* Tallene viser samlet udbetalt beløb, antal borgere, der skal have penge tilbage, samt gennemsnitligt beløb.

* 2024: 25,4 milliarder kroner, 3,8 millioner borgere, 6621 kroner.

* 2023: 25,7 milliarder kroner, 3,9 millioner borgere, 6585 kroner.

* 2022: 25,5 milliarder kroner, 3,8 millioner borgere, 6600 kroner.

* 2021: 19,9 milliarder kroner, 3,7 millioner borgere, 5435 kroner.

* 2020: 19,5 milliarder kroner, 3,6 millioner borgere, 5422 kroner.

* 2019: 17,4 milliarder kroner, 3,4 millioner borgere, 5179 kroner.

Kilde: Skattestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 25/04/2025 - 06:00

Millioner af danskere får skat tilbage: Derfor betaler vi for meget

Frank May/Ritzau Scanpix

Mange danskere betaler bevidst eller ubevidst for meget i skat. De seneste tre år har den samlede overskydende skat været på over 25 milliarder kroner.

Inden længe får 3,8 millioner danske skatteydere udbetalt i alt 25,4 milliarder kroner i overskydende skat.

Når årsopgørelsen lander hvert år i marts, sidder titusinder i kø til selvbetjening på skat.dk for at se det endelige resultat.

Som regel skal størstedelen af skatteyderne have penge tilbage. Og det er ikke helt tilfældigt, fortæller chefkonsulent i revisionsfirmaet BDO Henning Boye Hansen:

- Danskerne er vilde med at få deres egne penge tilbage på den måde. For mig er det også et tegn på, hvor sund privatøkonomien er i de danske familier, der ikke mangler pengene i det daglige.

Også skatteminister Rasmus Stoklund (S) vurderer, at mange danskere foretrækker at være på den sikre side og betale lidt for meget i skat.

- Men det bedste vil nok være, hvis man har nogenlunde styr på sin forskudsopgørelse og hverken betaler for meget eller for lidt i skat, så man får en korrekt udbetaling af de penge, man skal bruge i løbet af året, siger han.

De seneste år er det samlede beløb, der betales tilbage i overskydende skat, steget meget.

I 2021 blev der udbetalt 19,9 milliarder kroner. Det beløb steg til over 25 milliarder kroner i 2022 og er ikke faldet siden.

Henning Boye Hansen fortæller, at skattesystemet er konstrueret på en måde, der som udgangspunkt udløser overskydende skat.

Det er en del af forklaringen på, hvorfor så mange danskere får penge tilbage.

- Når vi får vores trækprocent med forskudsopgørelsen i november hvert år, runder systemet automatisk op til nærmeste hele krone, siger han.

- Hvis trækprocenten er 36,1, bliver den rundet op til 37. Det betyder, at vi alle bliver trukket lidt for meget i skat hver måned, siger han.

Men derudover vælger mange selv at betale ekstra i skat for at undgå restskat.

- Der vil være nogle, som venter med at indtaste fradrag, så de i løbet af året tvinger sig selv til at betale mere i skat, siger han.

- En anden metode, jeg kender flere, der gør brug af, er at få lønkontoret på arbejdspladsen til at sætte trækprocenten op fra for eksempel 37 til 39 procent.

Ifølge Henning Boye Hansen er det egentlig en effektiv måde at spare penge op på.

- Jeg tror, mange danskere gør det med udgangspunkt i ordsproget ude af øje, ude af sind, siger han.

- Hvis pengene i stedet løbende kom ind på lønkontoen, ville fristelsen for at bruge dem på noget andet også være større.

De seneste år er der i gennemsnit blevet udbetalt mellem 6000 og 7000 kroner i overskydende skat.

- Det er jo ikke en formue, men er man to, har man lidt ekstra penge til sommerferien, når pengene udbetales i april, siger Henning Boye Hansen.

Det er dog ikke altid en god idé at betale for meget i skat. Det er ofte bedre at prioritere at få betalt en eventuel dyr gæld med høj rente.

- Har man kviklån eller andre dyre lån, er det klart, at det er en dårlig idé at betale for meget i skat, hvis alternativet er, at man kan afdrage gælden hurtigere ved at få pengene udbetalt, siger han.

Også privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer vurderer, at det som regel giver mest mening at betale gæld af hurtigere.

- De renteudgifter, man sparer på den måde, er jo et sikkert afkast - altså en økonomisk gevinst, siger han.

- Har man ikke gæld, kan man afhængig af beløbets størrelse overveje at lægge pengene til side som en økonomisk buffer eller forsøde tilværelsen en smule med restaurantbesøg, wellness eller oplevelser.

Hans overordnede anbefaling er dog, at man skal stræbe efter at betale en så korrekt skat som muligt.

Overskydende skat udbetales i år fra 25. april.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek