Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 19/01/2026 - 18:12

Danmark foreslår Nato-mission omkring Grønland til Rutte

På et møde med Natos generalsekretær har Troels Lund og Vivian Motzfeldt foreslået en Nato-mission i Arktis.

Olivier Matthys/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

På et møde mandag i Bruxelles med Natos generalsekretær, Mark Rutte, har forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, foreslået en mere fast Nato-mission i Grønland og Arktis.

- Det har vi foreslået, og det har Natos generalsekretær også noteret sig, siger Troels Lund Poulsen til dansk presse efter mødet.

- Det tror jeg, at vi forhåbentlig kan få en ramme for, hvordan kan lade sig gøre.

De seneste dage er soldater fra en række Nato-allierede ankommet til Grønland som en del af øvelsen "Arctic Endurance".

Men det er en danskledet øvelse og ikke en decideret Nato-mission.

Modsat en lang række europæiske ledere har Mark Rutte ikke sagt mange ord om den højspændte situation mellem Danmark, Grønland og USA om Grønlands fremtid.

Han har fokuseret på sikkerheden i Arktis frem for at kommentere USA's præsident Donald Trumps ønske om at overtage Grønland.

Mark Rutte stiller mandag heller ikke op til spørgsmål fra pressen efter mødet med Troels Lund Poulsen og Vivian Motzfeldt.

Troels Lund Poulsen "noterer" sig, at "Mark Rutte har brugt rigtig mange kræfter på at lytte til det, som vi har sagt".

- Jeg føler, at generalsekretæren er helt opmærksom på den udfordring, som vi står over for, siger han.

Det gælder også "de udfordringer, der er i forhold til Nato", lyder det videre. USA er det mest toneangivende medlem af forsvarsalliancen.

- Hvis USA trak sig fra Nato i morgen, vil vi have en kæmpe stor udfordring med at klare os selv, siger Troels Lund Poulsen.

Nato blev oprettet i 1949 og består af 32 medlemslande, hvoraf 30 er europæiske lande.

Troels Lund Poulsen pointerer, at Danmark fortsat vil forsøge at have en dialog med USA om Grønland og Arktis.

- Det kommer ikke til at være rigsfællesskabet, der opgiver at insistere på en dialog.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek