Skørping, 04/07/2025 - 06:00
Rebildfesten udfordres af Trumps meldinger om Grønland
I Danmark er USA's nationaldag blevet fejret siden 1912, men optakten til årets fejring har været anderledes.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det har ikke været uden udfordringer for den dansk-amerikanske venskabsforening at arrangere markeringen af USA's nationaldag 4. juli, der fejres fredag i Rebild Bakker i Nordjylland.
Siden sidste års fejring har USA's præsident, Donald Trump, åbent udtrykt ønske om at overtage Grønland. Statsminister Mette Frederiksen (S) svarede tilbage med, at USA lagde et "uacceptabelt pres" på Danmark og Grønland.
Trumps udtalelser har påvirket planlægningen af årets Rebild-fest, der fejrer relationerne mellem Danmark og USA.
- Det har været vanskeligt at arrangere i år. Vi har været en måneds tid bagefter med mange ting, fordi vi ikke vidste, hvor vindene bar hen, siger Jørgen Bech Madsen, der er præsident for den dansk-amerikanske venskabsforening, Rebildselskabet.
Han forklarer desuden, at venskabsforeningen arbejdede med "forskellige scenarier", da Trumps udmeldinger om Grønland var "på sit højeste".
- Vi overvejede, om vi skulle nedskalere, eller fortsætte som vi plejer, siger Jørgen Bech Madsen.
Beslutningen blev dog, at Rebildfesten skal afholdes, som den plejer, selv om arrangementet netop i år kan stå en smule i skyggen af et, rent politisk, udfordret forhold mellem Danmark og USA.
Særligt fordi Rebildfesten, ifølge Jørgen Bech Madsen, forholder sig upolitisk og værner om båndene mellem danskere og amerikanere.
- I en tid, hvor der er udfordringer, så er det vigtigt, at man har en dialog. I år er det måske vigtigere end nogensinde, at vi afholder Rebildfesten, siger han.
Blandt talerne ved årets markering af USA's nationaldag er udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri.
I Rebild Bakker er USA's nationaldag blevet fejret i mere end 100 år. Det menes at være den største fejring af nationaldagen uden for USA.
Det er den dansk-amerikanske venskabsforening Rebildselskabet, der står bag fejringen.
Idéen om at bruge et stykke dansk hedelandskab til samlingssted for dansk-amerikanere opstod i 1911 hos danskamerikaneren Max Henius.
Som mange andre danskere udvandrede han til USA, og ønsket målet med Rebildselskabet var at bevare relationerne til Danmark for dem selv og deres efterkommere.
/ritzau/