Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/08/2024 - 09:52

Shu-bi-dua chokeret over nye ansigter til comeback-koncerter

Shu-bi-dua 2.0 holder fast i den oprindelige satiriske stil, når bandet spiller rundt om i landet. Og det har en overraskende målgruppe taget godt imod.

Af: Af Tobias Farholt Jørgensen, Ritzau Fokus

Det kan på mange måder være hårdt at blive ældre og erkende, at ens yndlingstrøje ikke længere er på mode, eller at ens musiksmag er forældet.

En gang imellem sker det dog, at ungdommen tilsætter fordums tids håndværk med et kvalitetsstempel som linjen "old but gold" - med andre ord retro.

Det er på mange måder det, som Shu-bi-dua 2.0 har oplevet.

Bandet, der tidligere var kendt som Hardinger Band, har nemlig fået sig noget af en overraskelse, siden de sidste år bragte Shu-bi-dua-navnet tilbage tre år efter den ikoniske forsanger Michael Bundesens død.

- Det er chokerende for mig at se den unge generation kende så meget til vores musik, siger Michael Hardinger, der har været en del af Shu-bi-duas begyndelse i 1973.

- Da vi spillede i Tivoli sidste år, stod der 100 unge drenge og piger og kunne alle tekster. Selv de mest mærkelige tekster.

Det er 51 år siden, at Shu-bi-dua blev stiftet. Med hits som "Vuffeli-vov", "Stærk tobak" og "Den røde tråd" spillede "shubberne" sig ind i danskernes hjerter.

Gennem årene er det blevet til 18 albummer i et hav af forskellige konstellationer af medlemmer. Men mens bandet i løbet af sin historie ændrede sig, så gjorde tiderne det også.

De gamle Shu-bi-dua-tekster, mener nogle, hører en anden tid til, fortæller de rutinerede musikere.

Det oplevede Shu-bi-dua for eksempel, da bandets sang "Danmark" i 2020 blev kritiseret for at have en forældet tekst.

Og hvad gør man så, når noget så hjertekært som ens egen sangtekst bliver lavet om eller censureret?

- Vi tager pis på det - hele det der med at alting er forbudt, siger 75-årige Michael Hardinger og nævner debatten, om hvorvidt Anders And fremadrettet skal have bukser på.

- Den der politiske korrekthed er for åndssvag. For hvis vi fulgte den, ville vi ikke have én statue i København. Så skulle Frederik VI og hvilken som helst anden statue nemlig pilles ned, fordi personen engang var et røvhul.

Shu-bi-dua 2.0 har dog ændret i nogle af teksterne, når de spiller koncerter, erkender de.

Bandet tager det da også alvorligt, når der bliver sagt fra over for teksterne.

- På den anden side er det også satire, lyder det fra Jørgen Thorup.

- Men det er klart, at der er nogle ting, som vi så måske ikke gør længere.

- Jeg vil så sige: Hvilken Shu-bi-dua-tekst er sådan, at man overhovedet ikke kan sige noget til den? Vi gider jo heller ikke pisse på folk.

I dag er det Jørgen Thorup, som synger de sange, som Michael Bundesen - eller "Bunden" - sang frem til en skæbnesvanger dag i 2011, da han blev ramt af to blodpropper i hjernen, hvilket blev afslutningen på hans karriere som sanger.

Michael Bundesen og dermed det oprindelige Shu-bi-dua kom aldrig på scenen igen.

"Bunden" gik i 2020 bort efter kort tids kræftsygdom. Siden har Michael Hardinger og de øvrige medlemmer fået Michael Bundesens børns tilladelse til at genskabe Shu-bi-dua i den nye version med Jørgen Thorup som frontmand.

Og han gør det på sin egen måde.

- Jeg har aldrig nogensinde ville efterligne "Bunden".

- Men det er da klart, at man har sådan en ærefrygt, fordi det ligger så dybt i det danske folk, at det er Bundesen, der synger de her sange, siger Jørgen Thorup, før Michael Hardinger indskyder:

- Jørgens stemmeleje ligger et helt andet sted, så der er ikke noget kopi.

Det er netop en af grundene til, at bandet kalder sig Shu-bi-dua 2.0. Publikum får sig nemlig en lidt anden oplevelse, end hvis det var det originale band, der optrådte.

- Vi spiller så vildt og voldsomt, som vi overhovedet kan. Det gjorde vi ikke med Shu-bi-dua. Vi gør det på en anden måde, siger Michael Hardinger.

- Det har betydet meget, at vi har haft den frihed til at forme det, som vi vil, og at tage hele materialet og sige: "Nu kan vi gøre det selv". Meget af det lyder som Shu-bi-dua - men andre numre som egner sig til det får et lille spark i røven.

/ritzau/

København, 11/05/2025 - 08:00

DR-stjerne: Jeg har ikke store forhåbninger til skuespillerkarrieren

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Albert Arthur Amiryan havde i samme måned premiere med filmen "Hele vejen" og DR-serien "Generationer", men kan leve med eller uden en skuespilkarriere.

Han kom ud af ingenting, da han i 2020 gik fra at arbejde som tømrer til at spille terroristen Omar i filmen "Krudttønden".

Det kunne have været startskuddet på dansk-armenske Albert Arthur Amiryans skuespilkarriere. Men alligevel skulle der gå fem år, før han igen var at finde i en spillefilm.

Netop nu kan han ses på biograflærredet som bandemedlemmet Saddam i actionthrilleren kan man nu se ham i "Hele vejen", som havde premiere i april.

Samme måned rullede DR-dramaserien "Generationer" for første gang over de skærmen, og her spiller Albert Arthur Amiryan den varme og rummelige Isak.

- Folk, der har set begge, kommer til at sidde og kigge i rulleteksterne for at være sikker på, at det er mig, siger Albert Arthur Amiryan med et skævt smil.

Kombinationen af de to premierer ville måske have givet anledning til at drømme om det helt store gennembrud på film og tv.

Men for Albert Arthur Amiryan er skuespillet slet ikke det, det hele står og falder med.

- Jeg har sgu ikke de store forhåbninger til min karriere som skuespiller. Det er ikke mit primære arbejde. Jeg er entreprenør og har en masse udenlandske firmaer, siger den autodidakte skuespiller.

Hvor han tidligere har haft et tømrerfirma, fortæller han, at han lige nu blandt andet sælger is og vand fra Grønland til Dubai.

Tidligere har han lavet nogle investeringer, der har gjort, at han står godt økonomisk, tilføjer han.

- Skuespillet er jo bare kommet ind fra siden. Jeg ved ikke, hvordan det kommer til at gå i fremtiden. Hvis det bliver stort, bliver det stort. Hvis ikke er det også fint, siger Albert Arthur Amiryan og konstaterer:

- Jeg kan sagtens leve et liv med eller uden.

Han beskriver selv skuespillet som en hyggelig beskæftigelse, som samtidig kan give lidt ekstra på kistebunden.

- Jeg bliver ikke nødt til at tage en rolle på grund af økonomien. Jeg tager den også, fordi jeg finder den værdimæssigt i orden, siger han og uddyber:

- Det skal være en god historie, og det skal være noget, jeg kan sige god for. Der er også en masse ting, jeg har sagt nej til.

Det giver plads til alsidigheden.

Albert Arthur Amiryan kommer altid på nye forretningsidéer, og kunstnerisk udfolder han sig også musikalsk, hvor han spiller klassisk klaver og komponerer selv.

- Jeg tror bare, at jeg er en af de heldige, der har fået en hjerne, der kan sådan nogle ting. Jeg ved ikke, hvad det er, der driver mig. Det ligger bare i min kerne, siger den 30-årige dansk-armener.

Tidligere har han også dyrket kampsport i mange år, og nu kunne han godt tænke sig at blive professionel inden for drifting.

Det er en køreteknik inden for motorsport, hvor man overstyrer bilen med vilje og samtidig styrer den rundt om et hjørne eller sving.

- Jeg var i Dubai forleden, hvor jeg prøvede at drifte meget på racerbaner, og det gik pissegodt, fortæller Albert Arthur Amiryan.

Der er altså ikke mangel på talent, selv om han indrømmer, at han ikke er særligt god til fodbold.

- Men jo, det er, som om jeg har let ved at lære ting af en eller anden mærkelig årsag.

Næste afsnit af "Generationer" kan ses på DR1 søndag aften.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 10/05/2025 - 12:16

Dronning Margrethe er udskrevet fra Rigshospitalet

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Dronning Margrethe har det ifølge Kongehuset godt og er vendt retur til Fredensborg Slot efter indlæggelse.

Dronning Margrethe er blevet udskrevet fra Rigshospitalet lørdag formiddag.

Det oplyser Kongehuset på sin hjemmeside.

- Hendes Majestæt har det godt og er nu retur i residensen på Fredensborg Slot, lyder det.

Dronning Margrethe blev torsdag indlagt til observation på Rigshospitalet som følge af en forkølelse. Det skete "for en sikkerheds skyld", lød det fra Kongehuset torsdag.

Fredag oplyste Kongehuset, at dronning Margrethe var i bedring og "ved godt mod". Her lød det samtidig, at det var forventningen, at hun ville blive udskrevet i løbet af weekenden.

Dronning Margrethe skulle torsdag have deltaget i fejringen af Sankt Lukas Stiftelsens 125-års jubilæum. Det blev aflyst med den forklaring, at hun havde pådraget sig en forkølelse.

Det næste punkt i kalenderen for dronning Margrethe er 22. maj, hvor hun skal modtage Bibelselskabets Pris 2025. Dette punkt fremgår fortsat af Kongehusets kalender.

Sidste år måtte dronning Margrethe også aflyse en række arrangementer efter et fald på Fredensborg Slot i september 2024.

Her pådrog hun sig en skade omkring nakkehvirvlerne og et brud på venstre hånd.

Hånden skulle derfor i gips, og dronningen skulle "i de kommende måneder" bære en stiv halskrave, lød det dengang fra kongehuset.

Efter faldet var hun indlagt på Rigshospitalet i et par dage og sygemeldt godt en måned.

Dronning Margrethe fejrede i april sin 85-års fødselsdag på Fredensborg Slot.

Mandag blev kong Frederik og dronning Mary modtaget med flag og sang i Fredensborg, da de flyttede ind i Kancellihuset på Fredensborg Slot for sommeren.

Fredensborg Slot blev bygget som lystslot for Frederik IV og har flere gange dannet ramme om store begivenheder i kongehuset.

Det var for eksempel her, at kong Frederik og dronning Marys - der dengang var kronprinspar - bryllupsfest fandt sted i maj 2004.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 10/05/2025 - 10:00

FAKTA: Slip for duer på din altan eller dit tag

* Prøv at afskærme altanen med net i vinterhalvåret.

* Sæt rovfuglesilhuetter på dine ruder.

* Sæt en tynd rustfri ståltråd eller nylonsnor et par centimeter over tagryggen.

* Du kan bruge såkaldt fuglepasta, som er en blød masse, duerne ikke kan lide at sidde på. 

* Hvis du ikke får bugt med duerne, kan du tilkalde en skadedyrsbekæmper.

Kilde: Videncentret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 10/05/2025 - 10:00

Træt af fuglelort på terrassen? Sådan får du bugt med duerne

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det kan være svært at komme af med havens duer, da de er kvikke dyr. Kodeordene for at få bugt med problemet er tålmodighed, variation og vedholdenhed.

Duer i haven kan hurtigt blive en gene med deres støj, afføring og rod.

Med enkle greb kan du dog gøre din ejendom mindre attraktiv for dem uden at skade fuglene.

Man skal være varsom med fuglefoder, hvis man gerne vil undgå duer og andre fugle i haven. Det fortæller Berit Rørbøl, der er havearkitekt hos Videncentret Bolius.

- Foderet skal ikke drysses på jorden. Man kan eventuelt placere det, så det kun er småfugle, der kan nå det, siger hun.

Duer vil nemlig gerne lave reder, tæt på hvor de kan få mad.

En anden mulighed er at indrette haven og terrassen, så man ikke får afføring fra duerne på uønskede områder ved at begrænse deres siddemuligheder.

- Duerne vil typisk sætte sig på rækværk, grene, flade tagudhæng eller havemure. Der kan man indrette det lidt ubehageligt for duerne ved at bruge fuglepigge på hegn, selv om det ikke er kønt, eller man kan lave en skrå flade, de ikke kan sidde på og falder af, siger Berit Rørbøl.

Fugleskræmsler, som man blandt andet kender fra film og halloween, har ikke samme uhyggelige effekt på fuglene, som man måske kunne tro.

- Duerne vænner sig hurtigt til skræmmemidler. Hvis man sætter en skræmmeugle op, skal man flytte på den hele tiden, da de ellers vænner sig til, at den sidder samme sted, siger hun.

Claus Schultz, der er formand for brancheforeningen for skadedyrsfirmaer, er enig i den betragtning, men tilføjer, at man skal variere sine skræmmemidler og prøve at finde ud af, hvad der virker, da der ikke findes en rigtig løsning.

- Det er helt almindeligt, at man er nødt til at have et helt arsenal af forskellige ting, der kan mindske duer. Man skal ikke tro, duen er en dum fugl, siger han.

Duernes intelligens gør, at man hele tiden skal udfordre dem. En af de ting, man kan forsøge sig med, er cd'er, da deres refleksion kan påvirke duerne. Samtidig er de billige og nemme at sætte op i træerne.

- Det er bedst, når der ikke er for mange blade på træerne, da man så får en større refleksion. Professionelle kan også sætte et skræmmemiddel på taget, der bruger sollys til at reflektere, hvilket skræmmer duerne væk. Produktet kaldes en "eagle eye" og er ret udbredt i udlandet, siger Claus Schultz.

Nogle kunne måske få en fiks idé om at fjerne duernes reder, men her er det vigtigt, at man læser op på lovgivningen, da den kan være lidt kompleks.

Det skyldes blandt andet, at der kan være forskel på, hvilken art af duer der er på spil.

- Man må i princippet ikke fjerne rederne, medmindre de er til gene. For ikke at gøre noget forkert, kan man ringe til Naturstyrelsen, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek